DR om bage-snyd: Luna brød reglerne

Det vakte stor opsigt hos seerne, at deltagere i 'Den store bagedyst' 'snød' og havde medbragt sager hjemmefra

Luna havde medbragt for-producerede 'æg' til sin kage, som hun benyttede, da de rigtige gik i vasken. Foto: DR
Luna havde medbragt for-producerede 'æg' til sin kage, som hun benyttede, da de rigtige gik i vasken. Foto: DR

Chokolade-pynt, marcipan og fondant. Flere af dette års deltagere i DR1-programmet 'Den store bagedyst' havde valgt den nemme løsning i onsdagens afsnit - og det blev påpeget af seere hjemme i stuerne.

På Twitter blev emnet debatteret flittigt, og mange mente, at deltagerne snød, når de eksempelvis havde medbragt chokoladeæg til pynt, som det var tilfældet med Luna.

Se også: Seere raser: 'Snyd i Bagedysten'

Hos DR kan redaktøren på 'Den store bagedyst', Søren Olsen, godt forstå seerne:

- Jeg kan sagtens forstå, de undrer sig – for det er ikke et uproblematisk farvand at navigere i. Hver eneste gang skal vi forholde os til en ny problematik, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- I supermarkedet kan du købe et glas marmelade - må man tage det med? Ja, det synes jeg godt, man må. Må man så have et glas marmelade med hjemmefra, som der er lagt meget mere kærlighed og personlighed i? Det er lidt sværere, for der har man brugt tid og evner ud over den tid, der er gældende i konkurrencen. Men omvendt virker det også fjollet at sige: Du må gerne tage dårlig, købt marmelade med, men du må ikke tage god, hjemmelavet marmelade med.

Se også: Mohammed ude efter kage-katastofe: - Jeg ved, jeg kan mere

DR: Luna brød reglerne
Når deltagerne har besluttet sig for, hvordan de vil løse en opgave, får de ifølge Søren Olsen at vide, at det går ud på at vise dommerne, hvad de kan præstere på for eksempel tre timer.

- Derfor siger vi, at det er en dum idé at have noget med hjemmefra, fordi det gør det svært for dommerne at forholde sig til, hvad de har præsteret, siger redaktøren.

- Man må selvfølgelig ikke have ting med, man har lavet hjemmefra. Så det er forbudt at hive pynt op fra skuffen og komme det oven på kagen. Derfor ser man for eksempel, at dommerne siger til Luna, at de vil tage det af, inden de bedømmer kagen.

- Så Luna brød reglerne?

- Ja. Det har hun vidst, men hun kunne ikke dy sig for at gøre det alligevel, fordi det ærgrede hende så meget, at pynten, hun lavede i programmet, ikke lykkedes.

Se også: Det så du ikke på tv: Blomsterberg i sjofel kage-snak

'En gråzone'
- Hvorfor må man som deltager tage ting med til programmet?

- Det er, fordi det er svært for os at trække en streg i sandet og sige: ’Lige præcis det her må du have med, og det her må du ikke have med’. Det er en gråzone. Mel er jo malet korn, men selvfølgelig må man have mel med, siger Søren Olsen og nævner rugbrød til en rugbrøds-lagkage som et sværere emne.

- Men hvis han (en deltager i programmet, red.) ikke måtte have et par skiver rugbrød med som en delingrediens i lagkagebund, ville det være det samme som at sige, at man ikke må lave rugbrødslagkage i ’Den store bagedyst’. For man ville ikke kunne nå at lave det på konkurrencetiden. Så der har vi valgt at træffe den beslutning, at man som udgangspunkt må have det med, som man kan gå ned at købe i et supermarked. På den måde kommer vilkårene i ’Den store bagedyst’ til at ligne de vilkår, som du står med, når du skal bage i dit eget køkken.

- Du siger, man må have de ting med, man kan  købe i supermarkedet. I supermarkedet kan man jo også købe brød….

- Det må man i princippet også godt have med, hvis det bruges som en ingrediens. For eksempel havde flere deltagere færdigbagte kiks med, som de smuldrede og brugte i bundene på cheesecakes, lyder det fra Søren Olsen.

- Men hvor går grænsen for, hvad man som deltager må have med og ikke have med?

- De skal vise dommerne, hvad de kan præstere i konkurrencetiden. Og hvis de tager noget med, skal det være, fordi det er logisk i forhold til opgaven.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen