DR's krimi-reporter fjernet fra skærmen

Claus Buhr skal blive hjemme til det nye job hos politiet begynder

Nu er det slut med at se Claus Buhr står foran en bygning og rapportere. Foto: Jens Panduro
Nu er det slut med at se Claus Buhr står foran en bygning og rapportere. Foto: Jens Panduro

Med øjeblikkelig varsel fra i dag er Danmarks Radios kriminal- og retsreporter Claus Buhr fjernet fra skærmen og sendt hjem på ferie.

Men når seerne nu ikke længere kan se det velkendte ansigt, skyldes det ikke sure miner, men slet og ret, at Buhr er gået fra at holde øje med politiet og deres arbejde til selv at blive en del af etaten.

Interessekonflikt
- Jeg begynder per 1. april hos Vestegnens Politi som kommunikationsansvarlig, og det er faktisk mig selv, der har lagt op til, at jeg, så snart mit jobskifte blev kendt, skulle forlade skærmen. Der skulle ikke opstå en interessekonflikt. Danmarks Radios brugere skulle på intet tidspunkt kunne komme i tvivl om, hvor min loyalitet ligger, så derfor må jeg sige, at det er helt naturligt, at jeg nu holder mig væk, til jeg tiltræder hos politiet, forklarer Claus Buhr.

Han vil ikke kommentere, om han selv har søgt jobbet eller er blevet headhuntet, men han forklarer, at hans tiltrædelse bl.a. skal ses i lyset af, at Vestegnens Politi ønsker at opruste på kommunikationsområdet. Det sker samtidig med, at styrken på Vestegnen også skifter ledelse, idet den nuværende chef Bent Isager-Nielsen nu rykker videre og erstattes af Michael Ask.

17 år uden for
- Min ansættelse har naturligvis intet med den politichef-mæssige rokade at gøre, men jeg kan sige, at jeg glæder mig meget til at prøve noget nyt og til den udfordring, jeg vil finde hos politiet.

Claus Buhr peger på, at han igennem 17 år i al slags vejr har stået ude foran diverse politistationer og givet danskerne et bud på, hvad der mon foregik bag murene. Nu skal han selv ind i 'maskinrummet', som han kalder det, og det bliver et helt andet arbejdsliv.

- Men jeg vil naturligvis savne Danmarks Radio og hele nyhedsjagten, griner han.

 

32 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere