Efter 21 år: Populært DR-program lagt i graven

Det sidste afsnit af 'Penge' blev sendt i æteren onsdag. Magasinet bliver erstattet af et nyt kulturmagasin

Lukningen af programmet blev 'fejret' i DR-byen. Foto: DR/Anders Debel Hansen
Lukningen af programmet blev 'fejret' i DR-byen. Foto: DR/Anders Debel Hansen

DR Nyheders længstlevende magasin, ’Penge’, blev sendt for sidste gang onsdag.

56-årige Dorte Fals har stået ved roret som programmets vært de sidste ti og et halvt år. Overfor DR kalder hun det et stort privilegium.

Se også: Kendt vært forlader DR-program

- Vi har jo udviklet på det hele tiden og skruet lidt på de forskellige skruer. Desuden er redaktionen nærmest blevet en familie, og vi har allesammen haft store ambitioner for vores fælles 'barn', siger hun.

- Det har givet rigtig mange positive tilbagemeldinger - folk har følt, at de blev klogere. Der er jo ikke noget federe end at blive stoppet på gaden af folk der siger: 'Hvor er det bare godt, det program I laver', fortsætter Dorte Fals.

Ændret fokus
Programmets fokus i senere tid har været at guide danskerne til en sundere privatøkonomi. Således har det gennem tiden ændret karakter, fortæller programmets første vært, Mogens Rubinstein, til DR.

Se også: Populær tv-vært scorer nyt job

- Magasinet opstod samtidig med, at man ændrede TV-Avisens koncept og blandt andet begyndte at sende 'Søndagsmagasinet', og det havde dengang en klar erhvervsvinkel, siger han og fortsætter:

- Men da der i den periode også var en del store finansskandaler, fik det også indflydelse på indholdet. Blandt andet indgik Kurt Thorsen og hans forskellige projekter i flere programmer.

Dorte Fals var vært på magasinet 'Penge'. Foto: DR/Lars E. Andreasen
Dorte Fals var vært på magasinet 'Penge'. Foto: DR/Lars E. Andreasen

Erstattes af kultur
’Penge' bliver erstattet af et ugentligt kulturmagasin, hvor 39-årige Louise Wolff skal være vært.

Programmet bliver sendt i begyndelse af næste år i bedste sendetid. DR har i en pressemeddelelse slået fast, at ambitionen er at være 'seernes indgang til kulturen’.

- Det er lidt af en drømmeopgave for mig at være med til at løfte Danmarks nye kulturmagasin. Jeg har lavet mentale piruetter, lige siden jeg vidste jobbet var mit, har Louise Wolff sagt til DR.

Se også: Populært DR-program lukker efter 31 år

DR laves om
’Penge’s endeligt blev annonceret tilbage i august, hvor DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, bebudede en stor omlægning af statsradiofonien.

- Det er en svær opgave at lave et kulturmagasin på en hovedkanal, som når så bredt ud, som DR1 gør, sagde hun i den forbindelse til fagbladet Journalisten.

- Men vi har modet til den beslutning efter vores succes med 'Historien om Danmark', for her lykkedes vi med at tage et emne – historie og kulturarv – og forløse det, så rigtig mange mennesker, institutioner og meningsdannere blev engageret i den dagsorden. Det tror jeg også, vi kan på kulturområdet, fortsatte hun.

13 kommentarer
Vis kommentarer