Filmanmelder Ole Michelsen er død

Den berømte DR-filmanmelder Ole Michelsen er død i en alder af 79 år, skriver Danmarks Radio

Ole Michelsen blev 79 år. Foto: Ole Bentzen, Jan Grarup, Bo Svane, Mogens Flindt, Erik Gleie // Ritzau/Scanpix. Redigering: Kristian Hansen

Den legendariske filmanmelder Ole Michelsen er død i en alder af 79 år. Det bekræfter Susanne Grue Jørgensen, der var Ole Michelsens ven, til DR.

Ole Michelsen blev især i Danmark kendt for sit mangeårige job som tv-vært for det populære DR-program 'Bogart', hvor han satte fokus på både danske og internationale film.

Ole Michelsen afbrød i 1964 sin universitetsuddannelse og rejste til Frankrig. Her blev han instruktørassistent for den kendte filminstruktør Jean-Pierre Melville på filmen 'Storgangsterens sidste kup', der havde premiere i 1966.

Under sit ophold i Frankrig arbejdede han også som freelance-journalist for DR samt for flere andre medier. Ole Michelsen vendte tilbage til Danmark i 1970, hvor han blev ansat som kulturjournalist ved DR's radio-afdeling.

Trine Michelsen ses her sammen med sin far, Ole Michelsen, til gallapremiere på filmen 'Adams Æbler'. Foto: Jan Sommer
Trine Michelsen ses her sammen med sin far, Ole Michelsen, til gallapremiere på filmen 'Adams Æbler'. Foto: Jan Sommer
 

De fleste danskere kender ham dog bedst for filmmagasinet 'Bogart', hvor det var tydeligt, at Ole Michelsen havde en stor forkærlighed for franske film. Programmet kørte helt frem til 2002.

Ole Michelsen sprang på et tidspunkt efter sin tid på DR ud som såkaldt 'åben alkoholiker'. Han rejste blandt andet rundt i Danmark og holdt foredrag om alkoholisme.

Den kendte DR-vært var i øvrigt alenefar for sin datter, Trine, efter at hans hustru døde i forbindelse med en bilulykke få år efter Trines fødsel. Trine Michelsen døde selv af kræft i 2009.

Ole Michelsen ses her med sin datter, Trine, der døde af kræft i 2009. Foto: Ritzau Scanpix
Ole Michelsen ses her med sin datter, Trine, der døde af kræft i 2009. Foto: Ritzau Scanpix