Gangster-Lonne droppet af Go' morgen Danmark

Den stærkt kriminelle Lonne var alligevel ikke inspirerende nok til Go' morgen Danmark

Lonne må se sin tv-optræden aflyst. Ifølge forlaget fordi han ikke fortryder sin kriminalitet. Foto: Philip Davali
Lonne må se sin tv-optræden aflyst. Ifølge forlaget fordi han ikke fortryder sin kriminalitet. Foto: Philip Davali

Krimi Eks-gangsteren 'Lonne' taler ud: Har du mine pornofilm?

Den pensionerede Vesterbro-gangster Leon 'Lonne' Fristrup har levet et liv med narkohandel, vold og porno.

Hans farverige og dramatiske livshistorie bliver i morgen udgivet af forlaget Bogkompagniet i en bog med titlen 'Born Free'.

Efter planen skulle Lonne onsdag have været en tur forbi Go' morgen Danmark-studiet på Hovedbanegården, men ved nærmere eftertanke valgte TV 2's hyggesnakke-program at takke nej til den ansigtstatoverede vaneforbryder, der har tilbragt 31 år af sit liv bag tremmer.

Familie Journalen på tv
Aflysningen er faldet bogens forlægger Johnny Staun for brystet, og på Facebook raser han mod Go' morgen Danmark, som han blandt andet kalder Familie Journalen på tv.

- Go´morgen Danmark har aflyst et indslag med Lonne, som de selv havde bestilt. Begrundelsen er, at de i Ekstra Bladet kunne se, at han ikke fortryder noget. Måske man bare skulle ændre navn til Go' morgen Danmark - det rene, gode, ufarlige DK som ingen får ondt af, skriver Johnny Staun på Facebook.

Hos Nordisk Film, der producerer Go' morgen Danmark for TV 2, bekræfter man, at det planlagte interview med Lonne blev aflyst et døgn før, det skulle have været gennemført.

En redaktionel vurdering
- Når vi laver aftaler med folk, der skal gæste vores program, får alle at vide, at der kan blive lavet om i planerne. Det sker på baggrund af helt almindelige redaktionelle vurderinger fra dag til dag. Vi bestræber os selvfølgelig på ikke at lave for meget om, men det er klart, at virkeligheden kan ændre sig, siger Go' morgen Danmarks producent Kamilla Walsøe til Ekstra Bladet.

Hun afviser, at der skulle være noget specielt dramatisk eller opsigtsvækkende i aflysningen.

- Det er rigtigt, at vi - efter vi har lavet aftalen - læser et meget langt interview i Ekstra Bladet med Lonne, og der konstaterer vi så, at der ikke er nogen grund til at give historien endnu en runde, siger Kamilla Walsøe og fortsætter:

- Det var vores vurdering, at et live tv-interview ikke ville kunne bringe historien om Lonne videre.

 

172 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere