Gråbøls hippie-trøje danner mode

Hønsestrik: Kvinder i alle aldre står i kø i butikkerne for at få garn og opskrifter til politichefens islændersweater

StjernetrøjeN Sofie Gråbøls sweater i tv-krimiserien koster 2500 kroner, men nu kan man strikke sin egen hippie-sweater for 286 kroner. (Foto: Tine Harden, DR)
StjernetrøjeN Sofie Gråbøls sweater i tv-krimiserien koster 2500 kroner, men nu kan man strikke sin egen hippie-sweater for 286 kroner. (Foto: Tine Harden, DR)

Den koster knap 2500 kr. i færdigstrikket version, men man kan selv strikke den for noget, der næsten ligner en tiendedel, og det har mange fundet ud af.

– Vi har haft et utal af henvendelser på den islændersweater med stjernemotiv, som Sofie Gråbøl har på i ’Forbrydelsen’. Derfor satte jeg mig ned, lavede en opskrift og strikkede en selv, så vi nu har den som model i vinduet, fortæller indehaveren af Bella Broderi og Strik på Frederikssundsvej i København, Lene Skov Andreassen.

Populære tv-serier kan skabe trends på mange planer, og lige nu er det altså Sofie Gråbøls karakter i tv-serien ’Forbrydelsen’, vicekriminalkommissær Sarah Lund, der med sin gamle hippietrøje har skabt begejstring hos de modebevidste kvinder.

Dyr færdigstrikket
– Mange af kunderne kommer med et udklip fra ’Kig Ind’, hvor Sarah Lund står iført cowboybukser og ’stjernetrøjen’.

I udklippet angives det, at man kan købe trøjen færdigstrikket hos blandt andet Bisgaard i Århus, men når folk har kontaktet forretningen og fundet ud af, at den koster næsten 2500 kr., beslutter de sig for at strikke den selv, og så kommer de her, forklarer Lene Skov.

Hvis de vælger at strikke trøjen i ren uld fra islandske får, kan det gøres for 286 kr. Vælger man derimod alpaca-uld, ryger prisen op i 450 kr.

Lene Skov overtog den gamle forretning på Frederikssundsvej for ca. seks år siden. Den gang var det kun en broderiforretning, som i øvrigt havde 95 år på bagen. Den havde været ejet af en dame og siden hen hendes datter i samtlige 95 år.

– Jeg er håndarbejdsuddannet og havde også garnforretning for 20 år siden på Nørrebro. Den gang var det også moderne at strikke selv. Og nu har ’Forbrydelsen’ altså skubbet til islændertrenden igen. Det er meget sjovt. Min mand har stadig trøjer fra dengang, for de islændere er nærmest uopslidelige, hvis de behandles ordentligt, påpeger ’strikkemutter’.

Ikke for teenagere
Med rigtig behandling mener hun, at uld helst ikke skal vaskes, fordi det er selvrensende. Og hvis trøjen endelig skal vaskes, skal det ske med specialsæbe.

– Stjernetrøjen er hurtig at strikke. Man skal bruge pinde nr. 4, og det tog kun mig fire dage at få den færdig. Andre skal måske bruge lidt mere tid, men det er altså ikke noget, der tager en hel vinter, forsikrer Lene Skov.

Bella Broderi og Strik har fået fyldt lagrene godt op med både fåre- og alpaca-uld, så der skulle være garn til rigtig mange strikkehungrende Sofie Gråbøl-fans.

– Det er kvinder i alle aldre, der kommer ind, og tit køber de ældre kvinder garn for at strikke trøjen til deres døtre i tyverne eller trediverne. Til gengæld er der næsten ingen teenagere blandt de islænder-strikkelystne. Jeg tror nemlig ikke, at de helt unge ser ’Forbrydelsen’, mener Lene Skov.

 

1 af 2 - Jeg måtte skynde mig at lave en opskrift og strikke en trøje, så kunderne havde en model at se efter, forklarer Lene Skov Andreassen. (Foto: Jan Sommer)
2 af 2 StjernetrøjeN Sofie Gråbøls sweater i tv-krimiserien koster 2500 kroner, men nu kan man strikke sin egen hippie-sweater for 286 kroner. (Foto: Tine Harden, DR)
0 kommentarer
Vis kommentarer