Lina: Blachman ikke fair over for mine deltagere

Niveau-forskel: ’X Factor’s kvindelige dommer vil ikke være med, når dommerne kritiserer hinanden indbyrdes

Lina Rafn mener ikke, Blachman har været fair i kritikken over for hendes deltagere. (Foto: Mogens Flindt)
Lina Rafn mener ikke, Blachman har været fair i kritikken over for hendes deltagere. (Foto: Mogens Flindt)

Fredag efter fredag må Lina Rafn sidde mellem de to andre ’X Factor’-dommere og sluge det ene kritikpunkt efter det andet.

Hun nægter at gå ned på samme niveau og give igen, for ’det skal ikke gå ud over hendes deltagere,’ at dommerne kritiserer hinanden indbyrdes.

- Når Blachman kritiserer Remee, er hans kritik lige så hård, men han hæver bare ikke stemmen på samme måde, siger Lina Rafn og fortsætter:

- Det er klart, at det er nemmere at være efter mig, fordi jeg ikke nødvendigvis giver igen. Men det er jo ikke noget nyt.

Ude af proportioner
Hvis Lina Rafn skulle kritisere Blachman, er hun slet ikke i tvivl om, hvad kritikken skulle gå på:

- Den fraktion af en performance, som han hænger sig i og kritiserer, er helt ude af proportioner med den ros, som burde være faldet, siger hun og henviser til sidste fredag, hvor Blachman ikke roste Jógvan specielt meget.

Hun sætter dog sin lid til, at seerne derhjemme godt kan se ud over kritikken.

Usympatisk
I fredags kammede Blachman ifølge Rafn over. Ikke blot over for hendes deltager, men i den grad også over for Emilie.

- Det blev simpelt hen så usympatisk. Hvad med at tale om, hvordan hun sang i stedet for at tale om, hvilken læbestift hun havde på?

Det er Lina Rafns indtryk, at det netop er i disse situationer, hans egne deltagere lider under at være under hans vinger.

- Folk har ikke lyst til at supporte hans projekt, hvis han er en dick.

- Tror du, det er hans taktik at være grov over for jeres deltagere?

- Man kan ikke kalde Thomas for taktisk. Faktisk tror jeg, han er en rigtig dårlig taktiker. Remee er derimod en fantastisk taktiker, siger Lina Rafn og fortsætter:

- Thomas er sgu for meget i momentet. Jeg tror nok, hans ego får lov at løbe af med ham.

Hun mener, Thomas Blachman føler, at han har forfejlet og svigtet sit projekt, hvis han ikke har formået at bide fra sig i sådan en grad, så folk hopper i stolen derhjemme.

- Har han været fair over for dig i denne sæson?

- Det er ikke relevant, om han har været fair over for mig. Det er vigtigere, om han har været det over for mine deltagere. Men jeg synes ikke, han har været villig til at give den ros, der har været på sin plads. Han har klemt lidt ros ud mellem sidebenene, men efterfølgende ladet en lille detalje i deres performance overskygge det hele.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere