Mikkel Hansen halverer 'Disneysjov'

I aften skal de danske håndboldherrer i kamp for første gang ved VM i Frankrig, og det går ud over 'Disneysjov', der bliver kortet ned til en halv time i aften. Også 'X Factor' måde flytte sig for Mikkel Hansen og Co.

Anders And og Co. må bøje sig for de danske håndboldherrer. Foto: Polfoto
Anders And og Co. må bøje sig for de danske håndboldherrer. Foto: Polfoto

Man rykker ikke ustraffet rundt på børnenes tv-programmer.

Det måtte TV2 i sande i december, da de tillod sig at flytte et afsnit af julekalenderen 'Ludvig & Julemanden' en hel halv time frem på grund af EM i kvindehåndbold.

I stedet for at sende afsnit 18 af julekalenderen klokken 20.00, kom det først klokken 20.30, og så brød Helvede løs i de danske børnefamilier, der skældte ud på TV2 i hårde vendinger.

Se også: TV 2 i julekalender-shitstorm: - Skam jer!

I aften kan DR havne i samme situation, når de små poder efter en hård uge i børnehaven er bænket med en skål slik foran flimmeren. DR1 sender nemlig kun en halv times 'Disneysjov' på grund af VM i håndbold.

- Det er ikke let at tilfredsstille alle, men vi har virkelig prøvet at lave en god tv-aften. Mange børnefamilier vil jo gerne både se 'Disneysjov', 'X Factor' og håndbold, så derfor har vi forsøgt at gøre det så godt som muligt, siger Helle Schønemann til Ekstra Bladet.

Aftenens program på DR1 ser ud som følger:
'Disneysjov' fra 19-19.30
'X Factor' fra 19.30-20.30
Optakt til VM-kampen mellem Danmark og Argentina 20.30-20.45
Danmark-Argentina 20.45 til 22.20

- Vi sender faktisk den første halve time af 'Disneysjov' på Ramasjang fra 18.30, så der er mulighed for at se en hel times tegnefilm, for dem der har lyst, siger Helle Schønnemann og fortæller, at det har krævet en del forhandling.

- Vi kan ikke flytte så meget som ét minut på 'Disneysjov', uden vi skal forhandle med Disney. Og en ting er et flytte programmet på grund af en julekalender eller en fodboldkamp - det kan de forstå. Men at rykke på 'Disneysjov' på grund af 'X Factor'....nej det var ikke let, siger Helle Schønnemann, der glæder sig over at det lykkedes, så DR1 i aften kan vise både 'Disneysjov', 'X Factor' og håndbold.

- Er DR ved at forberede sig på en shitstorm på grund af aftenens ændringer?

- Det håber jeg, at vi undgår. Vi har virkelig gjort os umage for at gøre det bedste for flest mulige. Men det er klart, at dem, der ikke gider at se håndbold, ikke forstår, at det er nødvendigt at ændre tv-programmet. Men på DR vil vi meget gerne vise sådan en slutrunde, siger hun.

Se også: Gør tykt grin med julekalender-shitstorm: 'Tag en tudekiks, curlingforældre'

Den værste modvind prøver Danmarks Radio at afværge ved at forberede seerne på ændringerne både via speaks i tv og på Facebook.

Her er der allerede en livlig debat om forkælede børn og deres curlingforældre i gang.

Også næste fredag spiller de danske håndboldherrer VM-kamp, der vises på DR1. Derfor vil programændringerne gentage sig i næste uge.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere