Nyt DR-eksperiment: Splitternøgen på tv

Deltagernes nøgenhed er symbolsk, siger kanalchef på DR3 Irene Strøyer om det nye koncept, hvor deltagerne klædes HELT af

Forestil dig, at du sidder splitternøgen i dit hjem på det bare gulv. Uden hverken tøj, tallerkner, tv, tablet eller telefon!

Sådan er virkeligheden for fire unge mennesker, der får frataget ALT i det nye DR3-program ’Klædt af’, der har premiere i aften.

Deres hjem tømmes for alt undtagen toiletpapir. Og reglen er derefter enkel. En gang i døgnet må de hente en ting fra den container, hvor hele deres liv er pakket sammen.

Det store spørgsmål er så, om de hellere vil undvære tøj på kroppen end mobiltelefonen, som flere og flere af os er så dybt afhængig af.

Nøgenløb
De fire containere er placeret så tæt på deltagernes hjem som muligt - det vil sige mellem 450 og 900 meter fra deres lejligheder. Og de betyder, at turen efter den første ting kommer til at foregå uden en trevl på kroppen.

- Det var virkelig grænseoverskridende, siger 27-årige Jeppe, der er en af de fire deltagere.

- Men jeg håber ikke, at nøgenhed kommer til at overskygge det, programmet egentlig handler om. For det er jo det vildeste eksperiment, der virkelig viser, hvilket forbrugssamfund, vi lever i, siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg har valgt at være med i eksperimentet, fordi jeg synes, at det er et vigtigt emne. Vi skal blive mere bevidste om, hvad vi har brug for og hvad vi godt kan undvære, siger Jeppe. (Foto: Metronome Productions)
- Jeg har valgt at være med i eksperimentet, fordi jeg synes, at det er et vigtigt emne. Vi skal blive mere bevidste om, hvad vi har brug for og hvad vi godt kan undvære, siger Jeppe. (Foto: Metronome Productions)
 

Deltagerne i programmet har hverken mad, cykel eller bil under eksperimentet, så for Jeppe handlede det virkelig om at være taktisk, når han skulle i containeren.

Han bor i København og er lærer i Hedehusene, så rent praktisk handlede det om, hvordan han overhovedet kunne komme på arbejde.

- Jeg havde egentlig håbet, at jeg kunne undgå at vælge min mobiltelefon, men på den ligger mit togkort, så jeg var nødt til at tage den ret tidligt i forløbet, siger Jeppe, der erkender, han var blevet fuldstændig afhængig af telefonen.

- Det var som om den ejede mig, og det skulle stoppe, siger han.

Afhængig af ting
For 23-årige Katharina har deltagelsen i eksperimentet været en seriøs øjenåbner. I aften kan man se, hvordan hun kysser sin iPad farvel og med bedrøvede øjne må tage sine hairextentions ud ved eksperimentets start.

- Det var næsten grotesk, men mine ting udgjorde, hvem jeg var. Sådan er det ikke mere, fortæller hun.

- Jeg var afhængig af ting, af at shoppe på nettet og af at se ud på en bestemt måde. Jeg var stresset, men kunne ikke rigtig få øje på, hvad der gjorde mig stresset. Det kan jeg se nu, fortæller hun.

Katharina er med egne ord ikke så fokuseret på ting mere, og hun har blandt andet droppet det kunstige hår, efter hun har været med i ’Klædt af’.

Katharina havde masser af tid til at tænke over sit liv, da hun lå nøgen på gulvet i sin tomme lejlighed. (Foto: Metronome Productions)
Katharina havde masser af tid til at tænke over sit liv, da hun lå nøgen på gulvet i sin tomme lejlighed. (Foto: Metronome Productions)
 

- Det tog mig to timer hver morgen at gøre mig klar. Jeg sover halvanden time længere nu. Og hvis jeg endelig vil se en serie på min iPad, så ser jeg ét afsnit i stedet for tre. Jeg har seriøst fået timer – TIMER – fri hver dag, siger Katharina, der også har droppet netshoppingen og i stedet fået sig en opsparing.

Tiden uden mobil har også fået hende til at ændre sig.

- Jeg gider ikke være slave af den. Det er ikke sikkert, at jeg tager den, hvis den ringer. Men i dag tror folk jo, at man er død, hvis man ikke svarer inden for en time eller to. Det er helt vanvittig og jeg gider ikke længere være en del af det, siger hun.

Reality-tv eller eksperiment
Både Jeppe og Katharina afviser, at de har deltaget et i licensbetalt realityshow på DR.

- Det er mere et eksperiment. Det er ikke sådan, at optagelserne er blevet taget om, fordi det skulle være fedt at se på som man gør i reality-shows, siger Jeppe og Katharina stemmer i.

- Jeg vil kalde det en øjenåbner mere end reality. I min verden er reality-tv idioter, der vil ses på tv. Jeg er ikke med i ’Klædt af’ for at blive set. Jeg er med for, at folk skal få øjnene op for hvilket forbrugssamfund, vi lever i.

Reality-greb
Hos DR3 erkender kanalchef Irene Strøyer, at der er brugt kneb fra reality-verdenen til at skrue programmet sammen.

- På DR3 er vi jo ikke så bange for termen reality. I det her tilfælde synes vi, at det er et metodisk greb, der kan være med til at starte en debat om, hvordan vi lever vores liv, siger hun.

- Er det et reality-show, man kan se i aften?

- Vi går ikke så meget op i, hvad man kaldet det. Vi prøver at blande alle genrer. Men vi synes, at ’Klædt af’ er et eksperiment, der bruger nogle greb fra reality-genren, og det lægger vi ikke skjul på. Det vigtige i det her er jo, at der bliver sat nogle tanker i gang hos seerne om, hvad det er for et liv i overflod, vi lever i, uddyber kanalchefen.

- Det virker voldsomt at klæde folk helt af og efterlade dem nøgne. Bliver DR3 ikke mere og mere ekstrem?

- Der er et eller andet i, at hvis man skal klæde folk helt af til skindet, skal man også starte helt ved nul. Og det betyder så, at vores deltagere startede, som de gjorde, da de blev født. Og det er der noget symbolsk i. Og det er mest af alt det, det handler om. Det var en symbolsk start. På en ene side er det ret ekstremt, men på den anden er det jo egentlig ret naturligt, siger Irene Strøyer.

Det er i aften klokken 21, at der er premiere på ’Klædt af’ på DR3.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere