Pelle og Christiane i front for ninja-program

2900 Happiness-stjernerne genforenes i det nye program 'Ninja Warrior'

Pelle Hvenegaard skal være vært på nyt tv-program med Christiane Schaumburg-Müller O'Conner. (Foto: Stig Bjørn Hansen)
Pelle Hvenegaard skal være vært på nyt tv-program med Christiane Schaumburg-Müller O'Conner. (Foto: Stig Bjørn Hansen)

Det er langt fra første gang, at Christiane Schaumburg-Müller O'Conner og Pelle Hvenegaard arbejder sammen. Men nu genforenes de i et helt nyt tv-koncept, som SBS TV har købt fra udlandet.

Tusindvis af mennesker verden over har taget kampen op mod den krævende forhindringsbane. Og nu er turen altså så kommet til danskerne, hvor Kanal 5 til sommer giver en række modige og dygtige danskere chancen for at tage i mod den ultimative udfordring.

- Det er en helt vanvittig bane. Jeg har været ovre og se den, og den er kæmpestor. Jeg stod bare og fik helt vildt meget lyst til at hakke i gennem, og det er jeg blevet forbudt - måske nok i virkeligheden for min egen skyld, fordi jeg ikke må komme til skade.

- Jeg ville sikkert også blive til grin, for det ser virkelig let ud, når man står og kigger på den. Men det er det jo ikke, siger Pelle Hvenegaard til Ekstra Bladet, der fanger ham på telefon lørdag formiddag, hvor han er i gang med træningen i det lokale fitnesscenter.

Se trailer for programmet i klippet neden for...

 

 

Faktisk har kun tre personer besejret banen. Og det er ikke hvem som helst, der får lov at give sig i kast med udfordringerne.

- Det der bliver sjovt er jo, at deltagerne faktisk kan noget. De har en råstyrke, som man kun kan kigge misundeligt på. Så det bliver vildt fascinerende, og det glæder jeg mig til at se, siger Pelle Hvenegaard, der sammen med Christiane Schaumburg-Müller O'Conner skal lede de vovemodige deltagere gennem banen.

Levende Redbull
Pelle Hvenegaard glæder sig til at dele værtsrollen med Christiane Schaumburg-Müller O'Conner - og det er langt fra første gang, de to arbejder sammen.

- Det bliver rigtig sjovt at arbejde sammen med Christiane. Jeg har kendt hende i rigtig mange år. Jeg var faktisk kærester med hendes søster i gymnasiet. Så jeg har kendt hende siden hun var lille.

Men ud over det havde Pelle Hvenegaard blandt andet æren af at lave hendes første værtsjob, da hun var værtpå Zulu Kvægræs.

- Og så lavede vi jo 2900 Happiness i tre sæsoner, så vi går way back. Men jeg glæder mig til at lave noget sammen med hende, siger Pelle Hvenegaard.

Det er især Christiane Schaumburg-Müller O'Conners energi, som Pelle Hvenegaard glæder sig til at genopleve.

- Hendes fuldstændig fantastiske energi er meget smittende. Det bliver jo nok nogle rigtig, rigtig lange dage. Og hvis hun er i sit es, så bliver hun den der levende Redbull, så det glæder jeg mig faktisk ret meget til.

- Jeg tror sgu, det bliver godt.

Ninja Warrior-banen, der har taget verden med storm og indtil videre har været forbi mere end 18 lande, vil til sommer blive bygget op i hjertet af København, hvor optagelserne til programmet vil foregå.

Kanal 5 og Nordisk Film søger derfor netop nu gymnaster, sportsfolk, brydere, atleter og folk, der dyrker parkour eller kampsport – kort sagt ALLE de kvinder og mænd, der er fysisk og mentalt klar til den ultimative udfordring. Gå ind på kanal5.dk og læs mere, hvis du tror, du kan gøre det, som kun tre i hele verden har gjort: Besejre Ninja Warrior-banen.

1 af 2 Christiane Schaumburg-Müller O'Conner har efterhånden lavet en del tv. (Foto: Jan Unger)
2 af 2 Pelle Hvenegaard skal være vært på nyt tv-program med Christiane Schaumburg-Müller O'Conner. (Foto: Stig Bjørn Hansen)
5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere