Sejrs-rus i Mokai-brus: Liv vinder Den store bagedyst

Med en hyldestkage til sin mor sikrede nordjyske Liv Martine Hansen sig det eftertragtede kagetrofæ

Liv Martine Hansen kan kalde sig vinder af 'Den store bagedyst' 2015. (Foto: DR/Sanne Christophersen)
Liv Martine Hansen kan kalde sig vinder af 'Den store bagedyst' 2015. (Foto: DR/Sanne Christophersen)

Det virker fuldstændigt tåbeligt at tude over en kage, men 24-årige Liv Martine Hansen kunne ikke holde tårerne tilbage, da hendes finalekage ikke ville sætte sig og længe truede med at flyde ud over bordet foran dommerduoen Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen.

Heldigvis for vinderen af 'Den store bagedyst' 2015 stivnede Mokai-moussen på falderebet, men det betød ikke, at tårekanalerne tørrede ud på den bageglade nordjyde. Da sejren var i hus, græd Liv som pisket.

- Jeg får helt kuldegysninger, bare jeg tænker på det. Men det var så sindssygt hårdt at være med, så det var bare en kæmpe forløsning, da mit navn blev råbt op, fortæller Liv Martine Hansen til Ekstra Bladet.

Se også: 'Den store bagedyst': Så meget smør bruger de

- Mellem optagelserne bagte jeg til klokken fire om natten. Men uanset det, så var det det hele værd, siger hun.

- Vidste du, at den var hjemme?

- Nej, jeg havde en god fornemmelse, men jeg var ikke sikker på noget som helst. Og faktisk havde jeg det lidt ambivalent, lige da jeg vandt. Jeg er blevet rigtig gode venner med Micki, og det var svært at være glad, når han var så skuffet, siger hun.

Micki Cheng - her i Den Store Bagedyst - oplevede en sand tragedie, da han var 10 år gammel. (Foto: Carsten Mol/DR) Krimi Micki fra Den Store Bagedyst: Far myrdede mors kæreste

Det var med en hyldestkage til sin mor, at amatørbageren sikrede sig sejren. Liv deler sin passion for heste - og Mokai - med sin mor. Og derfor var temaet givet på forhånd.

En hestekage med Mokai-mousse til sin mor sikrede Liv sejren. (Foto: DR/Carsten Mol)
En hestekage med Mokai-mousse til sin mor sikrede Liv sejren. (Foto: DR/Carsten Mol)

- Hun er bare verdens bedste mor, siger Liv og trækker vejret dybt, så stemmen ikke knækker helt.

- Ej, nu bliver jeg helt rørt over at tale om hende. Men hun er min mor, min kollega og min allerbedste ven. Hun forstår mig bedre end nogen anden, siger Liv Martine Hansen, der taler i telefon med sin mor mellem fem og ti gange om dagen, hvis hun ikke er hjemme på gården og hjælpe til med at passe de islandske heste som familien avler på deres stutteri.

- Vi kan simpelthen ikke undvære hinanden.

- Og så drikker I Mokai, når I ses?

- Ja, men altså kun en hver. Vi drikker os ikke fulde. Men hvis vi skal køre til kåring med hestene, så drikker vi altid en, når vi når frem. Det er blevet sådan en form for held og lykke, griner Liv.

- Skal bage-sejren fejres med en enkelt Mokai så?

- Ja! Det skal den helt sikkert!

Liv tvivlede længe på, om hendes kage ville stivne, inden den skulle præsenteres for dommerne. (Foto: DR/Carsten Mol)
Liv tvivlede længe på, om hendes kage ville stivne, inden den skulle præsenteres for dommerne. (Foto: DR/Carsten Mol)
 

Siden Liv Martine Hansen trådte ind i bageteltet, har hun virket ret sikker på sine egne evner og udstrålet masser af selvtillid.

- Heldigvis er jeg nordjyde. Når jeg siger, at jeg er god til noget, kan jeg gøre det, uden at det virker for overlegent, fordi jeg taler med den dialekt, lyder hendes egen forklaring.

Se også: Den store bande-dyst

Store dele af landet har taget den gæve jyde til sig, og det er væltet ind med søde beskeder fra folk i hele Danmark.

- Den sjoveste jeg har fået, var fra en flok drenge. De skrev til mig, at de så 'Den store bagedyst' i smug. Og så underskrev de sig Amager-drengene, griner hun.

Hvad sejren i 'Den store bagedyst' skal bruges til, har Liv endnu ikke taget stilling til. Ud over at passe heste og bage kager arbejder hun som socialpædagog på fuld tid.

Se også: Kageeventyr giver ikke klejner i kassen

- Det kunne da være fedt at leve af at bage. Om det bliver i form af at udgive bøger, åbne en café eller noget helt andet aner jeg simpelthen ikke. Jeg lever i nu'et og tager tingene, som de kommer. Og så er det vigtigt for mig at mærke efter, hvad der føles rigtigt, siger den glade vinder.

21 kommentarer
Vis kommentarer