Shubi-guitarist i musikalsk ’Søren Ryge-tv’

Ole Kibsgaard debuterer som underholdningsvært på TV Charlie

Ole Kibsgaard sidder i8 sit studie omgivet af sine instrumenter og får besøg af en flok langtidsholdbare kunstnere. Foto: TV2
Ole Kibsgaard sidder i8 sit studie omgivet af sine instrumenter og får besøg af en flok langtidsholdbare kunstnere. Foto: TV2

Musik for de voksne. Dem der kan lide musik med et moderat lydniveau, og som også gider at høre historierne bag musikvalgene.

Den gruppe seere kan snuppe sig en glad kop kaffe og sætte sig til rette foran TV Charlie, når Ole Kibsgaard på lørdag d. 21. har premiere på musikprogrammet ’10 jeg kan li’.

- Jeg inviterer ti forskellige musikkunstnere i studiet, som skal vælge ti forskellige numre, som de elsker og som de kan fortælle personlige historier om, og det er faktisk ret sjovt, for de er genremæssigt meget forskellige. Blandt gæsterne er Poul Krebs, Birthe Kjær, Alberte Winding, Kaya Brüel, Anders Blickfeldt, Lars Lilholt og mange flere.

Shu Bi Dua
Ole Kibsgaard er spændt på at debutere som vært i et underholdningsprogram. Før i tiden fordelte han tiden imellem DR’s børneudsendelser og Underholdningsorkestret samt docentjobbet på Rytmekonservatoriet og sidst men ikke mindst som guitarist i Shu Bi Dua.

- Tavlen er visket ren. I dag er jeg 100 procent freelancer, der enten lader mig hyre eller selv planlægger projekter. Og ideen med ’10 jeg kan li’ er at lave en hyldest til professionelle kunstnere. Et utal af programmer handler om at vise amatører, som næsten kan synge. I ’10 jeg kan li’ sættes fokus på nogle kunstnere, der faktisk er dygtige og langtidsholdbare, og som enten selv synger de udvalgte numre sammen med mig eller viser videoer af dem.

Han tilføjer, at det ikke er et program, som afvikles i et hæsblæsende tempo.

- Der er nærmest tale om et musikalsk ’Søren Ryge-program’, griner Kibsgaard.

Hvor mange instrumenter
En lille gimmick er, at der indgås væddemål om, hvor mange instrumenter,  Kibsgaard selv når at spille op i løbet af programmerne, og det er ikke få.

Manden er en nørd, når det gælder musik - eller en feinschmecker kunne man også sige.

I hvert fald gås der ikke på kompromis med kvaliteten, når han nu også kommer med sin fjerde plade sammen med Kaya Brüel og Halfdan Rasmussen-tekster - bare for at nævne et af de mange skibe han har i søen.

Ole Kibsgaard indrømmer, at han er blevet 49 år, og at det nok er forklaringen på, at hans musikalske legestue i dag er at finde på TV Charlie.

- For år tilbage havde jeg måske lagt snittet et andet sted, men nu lægger jeg vægt på i god ro og mag at lytte til gode personlige historier og den gode musik.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere