Smadrede knæ i 'Korpset': Sådan har André det i dag

32-årige André Axelsen var den første, der blev smidt ud af jægersoldaten Thomas Rathsack, fordi han blev skadet i TV 2-programmet

André blev smidt ud af programmet, da han smadrede sit knæ. (Foto: Lars E. Andreasen/ TV 2)
André blev smidt ud af programmet, da han smadrede sit knæ. (Foto: Lars E. Andreasen/ TV 2)

Fire jægersoldater, 30 aspiranter og otte dages udfordringer.

Sådan er konceptet i TV 2's nye program 'Korpset', der handler om 30 mænd, der på en uge skal forsøge at bestå en optagelsesprøve, som fire tidligere jægersoldater har lavet ud fra deres erfaringer med den rigtige aspirantprøve.

En af aspiranterne var den 32-årige smed André Axelsen. Men selvom han i månedsvis havde gået og trænet op til optagelserne, så blev det en kort fornøjelse for ham.

I aftenens program så man den 32-årige mand skrige af smerte, efter han smadrede sit knæ under en af øvelserne.

- Vi skulle om aftenen lave intervalløb i grusgraven. Jeg pressede mig selv, fordi jeg gerne vil komme først. Men da jeg kom over målstregen, lavede jeg et overstræk i mit knæ og faldt sammen, fortæller André til Ekstra Bladet.

I flere minutter lå André på jorden og skreg af smerte, imens soldaterkammeraterne stod omkring ham.

- Det gjorde fandeme ondt. Jeg bad om at få fem minutter, men da lægen kom hen til mig, kunne han godt se, at det var slemt, og jeg skulle have morfin. Det får jeg, og så ligger jeg på jorden og sunder mig lidt, siger han og fortsætter:

- Men da vi skulle til at løbe igen, så kunne jeg ikke rigtigt. Rat (Thomas Rathsack, chef-instruktør red.) kaldte mig hen til sig og sagde, at jeg skulle aflevere mit armbånd. Det er det største nederlag, jeg nogensinde har fået, fortæller han.

Vil have en chance mere
Her godt fire måneder efter André Axelsen blev smidt ud, har knæet fået det bedre, men det tog noget tid at komme sig over nederlaget.

Se også: Rathsack i nyt TV 2-program: Så hårdt er Jægerkorpset

- Jeg gik og var mut i et stykke tid bagefter. Det var mere, fordi jeg rent faktisk havde trænet enormt meget op til selve programmet. Jeg havde gået lange ture med rygsæk, trænet på stranden, vænnet mig til ekstremt koldt vand. Og så er det bare megaærgerligt at blive smidt ud efter kun 24 timer, siger André og fortsætter:

- Det blev alligevel 10-12 timers træning om ugen i månederne op til programmet, hvor mit fokus kun var på det. Og så blive sendt hjem på grund af en skade er fandeme surt.

Selvom programmet ikke giver adgang til det rigtige 'Jægerkorps' og aspirantprøven i virkeligheden varer omkring fire måneder, så ville Andre Axelsen stadig have haft svært ved at bestå den.

Det siger den tidligere jægerkorpssoldat og chefinstruktør i programmet, Thomas Rathsack, til Ekstra Bladet. 

- André havde den helt rigtige indstilling og viljestyrke. Og han gik til den, selvom det gjorde ondt. Men hvis du får en skade også i virkeligheden, og den ikke kan behandles på relativt kort tid, så er det svært at komme tilbage. Andre er et skrækeksempel, fordi det simpelthen er kroppen og ikke det mentale, der siger stop, siger Rathsack.

André Axelsen håber dog, at han på et tidspunkt kan prøve udfordringen igen.

- Jeg håber, at de laver en sæson 2, så jeg kan få en chance mere, siger han og griner.

Udover André Axelsen valgte ni personer at trække sig fra udfordringen efter de to første døgn.

Alle øvelserne er baseret på de fire soldaters erfaringer med aspirantprøven i Jægerkorpset.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere