Torben og Astrid fra 7.9.13: Terapeut hjalp os gennem krise

Parret mødte hinanden i en sen alder, hvor Torben havde været gift i 27 år, mens Astrid havde to ægteskaber bag sig og havde været single i en årrække, efter hendes anden mand døde

Torben Jensen, 61, og Astrid Høgh Majdi, 56, var på vandring i Nepal i det 2. år af deres ægteskab. Video: DR/Plus Productions

Torben Jensen, 61, og Astrid Høgh Majdi, 56, kæmpede mod maveonde, højdesyge, udmattede kroppe og kulde, da de var på vandring i Nepal i det andet år af deres ægteskab.

Det kunne seerne følge med i, da første afsnit af tredje sæson af ægteskabs-serien 7-9-13 blev vist på DR 1 her til aften.

Og selv om seniorparret, der fandt hinanden i en sen alder, tydeligvis stadig er meget forelskede, så har livet hjemme i Danmark heller ikke været en konstant dans på roser, som man måske kan få indtrykket af.

Eksempelvis har Torben skullet arbejdet med sit temperament, som havde en tendens til at koge over en gang imellem.

DR følger fire par i ægteskabs-serien 7-9-13. Foto: DR/Plus Productions TV - 25. maj. 2016 - kl. 19:13 DR's ægteskabsserie 7-9-13: Sådan går det parrene

- 99 procent af tiden er Torben et enormt venligt, positivt og varmt menneske, men han har også en skyggeside lige som alle andre. Og han har haft nogle virkelig vilde udbrud over noget, som jeg ikke så som noget stort, fortæller Astrid Høgh.

Gik i samtaleterapi
- Det er rigtig nok, at de gange, jeg er blevet pissegal og også for meget gal - det har jeg måttet gøre noget ved. Og det er ikke noget, jeg gør mere, siger Torben.

Parret har blandt andet arbejdet med deres forhold ved at gå til samtaleterapi hos en terapeut, der har gjort dem klogere på dem selv, og hvad de trigger i hinanden. Det var første gang, at Torben fik professionel hjælp til et eftersyn af parforholdet.

Torben og Astrid er et af de fire par, der medvirker i programmet 7-9-13. (Foto: Jonas Olufson)
Torben og Astrid er et af de fire par, der medvirker i programmet 7-9-13. (Foto: Jonas Olufson)
 

- For mig var det en, jeg vil ikke sige grænseoverskridende, men dog en ny ting, at bruge en terapeut. Men ligesom bilen skal på værksted, så skal vores sind, opmærksomhed og måde at være over for hinanden, også være skarp, siger han og fortsætter:

- Det har været sådan noget, hvor man sætter nogle ting på spil og sætter nogle refleksioner i gang, der har en anden betydning og dybde end en almindelig snak over kaffen. Det har været nyttigt for os begge, men ikke mindst for mig, fordi jeg også har haft brug for at arbejde med nogle ting i mig, siger han og anbefaler, at det ikke bare er noget, man gør, når forholdet er gået i hårdknude, men som et eftersyn undervejs.

Artiklen fortsætter under videoen

Video: DR/Plus Productions

- I virker jo fantastisk gode til at kommunikere. Hvorfor er det vigtigt for sådan nogle som jer at få hjælp fra en professionel?

- Noget handler om ikke at se det som noget stort og farligt, men at tage nogle ting i opløbet og se på vores måde at kommunikere på, inden det bliver de her uløselige konflikter, som kommer i så mange ægteskaber. Vi er gode sammen, og vi tør at kigge på de ting, siger Astrid.

Parret har også med deres medvirken i programmet et ønske om at vise, at udfordringer og problemer kommer til alle, og derfor tør de også godt at vise noget af det bag facaden, som man måske ikke altid praler med.

Prioriterer forholdet
De har begge følelsen af, at de er det perfekte match, og derfor kan det være svært at tænke på, at deres tid sammen ikke bliver så lang, som hvis de havde mødt hinanden for tyve år siden.

Men samtidig er de gode til at sørge for, at hverdagen bliver så fantastisk som muligt.

- Torben er god til at købe blomster til mig. Det kan lyde som en detalje, men det er det ikke. For det er en dejlig opmærksomhed, fordi Torben ved, at jeg elsker blomster, og han gør sig den ulejlighed at stoppe for at købe dem, siger Astrid, mens Torben supplerer:

- Jeg har det selv sådan, at jeg prioriterer mit liv med Astrid højere end arbejdet, fordi det er så værdifuldt for mig. Jeg er ikke arbejdsnarkoman længere. På andre tidspunkter af ens liv kæmper man mere for at få et bedre job til højere løn.  Jeg har slækket lidt på ambitionerne og slapper mere af, selv om vi også begge to har spændende job.

- Jeg tror også, at vi begge ved, hvor dyrebar kærligheden er og finder ud af, at det ikke er så vigtigt, at du altid står op for din ret. Det vigtigste er at bygge broer, siger Astrid.

Torben og Astrid mødes på deres fælles arbejdsplads. Efter et tilløb endte det med, at Torben blev skilt efter 27 års ægteskab. Det har betydet, at han ikke har kontakt til sine voksne børn, som ikke reagerer på hans henvendelser.

- Jeg har gjort rigtig meget, men det kommer der bare ikke noget godt ud af. Så det står lidt stille med det, siger han.

Men Torben er ikke i tvivl om, at han traf det rigtige valg.

Før han mødte Astrid, var han en del kilo tungere og kæmpede med et højt kolesteroltal. Det er kommet helt ned, efter han har ændret levevis, og parret blandt andet er blevet veganere.

- Jeg var ikke så reflekterende over for noget tidligere. Jeg levede mit liv lidt zombieagtigt, og det afspejlede sig også i min figur. Jeg gør meget mere ud af at være i fysisk form nu, og det er også nyt for mig. Det er en opvågning til livet, siger han og konstaterer:

- Jeg har virkelig fundet mig selv på en helt anden måde end tidligere.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!