TV: Her meddeler Jon Stewart, at han forlader The Daily Show

Smed bomben foran rullende kameraer

En af de mest populære amerikansk tv-værter og frontskikkelser inden for politisk satire i USA, Jon Stewart, forlader The Daily Show.

52-årige Jon Stewart har været ankermand på The Daily Show i 16 år. Han kom med beskeden om det forestående exit foran rullende kameraer og et uforberedt publikum.

- Dybt inde ved jeg, at tiden er kommet for en anden, forklarede han og afslørede, at de præcise detaljer om afskeden ikke er på plads endnu. Hans kontrakt med Comedy Central løber til udgangen af september.

- Jeg forlader det ikke i morgen, men dette show fortjener ikke en rastløs vært, og det gør I heller ikke, forklarede han.

- Jeg har ingen konkrete planer, uddybede han mod slutningen af en optagelse, hvor han virkede berørt af situationen.

- Jeg har mange ideer. Mange ting, der farer rundt i hovedet. Jeg vil prøve at spise middag med min familie på en hverdagsaften, jeg har hørt fra flere sider, at de er nogle dejlige mennesker.

Jon Stewart var blandt andet standup-komiker, da han i 1999 blev vært på The Daily Show, der på det tidspunkt havde kørt i tre år. Han fik gennem årene etableret showets popularitet i både USA og rundt om i verden, og åd markedsandele fra store aktører på aftensendefladen, 'Late Show' med David Letterman og 'Tonight Show' med Jay Leno.

Umiddelbart efter at Jon Stewart til kameraet havde erklæret, at han forlader posten kom en bekræftelse fra Comedy Centrals præsident, Michele Ganeless.

- Igennem det meste af to årtier har jeg haft den fantastiske ære og privilegie at arbejde sammen med Jon Stewart. Hans komiske sans er i en klasse for sig. Jon har været hjertet i Comedy Central, stået i spidsen for og hjulpet nogle af de største talenter i branchen, både på og foran kameraet. Gennem hans unikke tilgang og blik, er The Daily Show blevet en kulturel milepæl for millioner af fans og en unik platform for politisk satire, der vil overleve i mange år endnu, forklarer hun.

Dermed skulle det også ligge fast, at The Daily Show næppe forsvinder sammen med Jon Stewart.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere