Tv-station indrømmer grov manipulation

Snyd og bedrag: For at gøre en naturvideo mere dramatisk har tv-giganten BBC lagt to forskellige optagelser sammen

Flot ser det ud, men ægte er det ikke. (Foto: Grab fra BBCs video)
Flot ser det ud, men ægte er det ikke. (Foto: Grab fra BBCs video)

Virkeligheden er flot i sig selv.

Men hvad nu hvis man lægger to flotte filmoptagelser oven i hinanden - så bliver virkeligheden jo nærmest dobbelt så flot. Men er det så stadig virkeligheden?

Den diskussion kører formentligt lige for tiden på gangene hos den britiske tv-gigant BBC. Men måske skulle debatten være taget noget tidligere.

Ifølge Politiken viste BBC i sidste uge en af deres populære dokumentarer om Jorden, hvor emnet denne gang var det storslåede sydamerikanske naturområde Patagonien, der breder sig over både Chile og Argentina.

Se også: Skandale i britisk bagedyst: Beskyldt for svindel

I programmet indgik en sekvens af den chilenske vulkan Calbuco, der i foråret var i udbrud for første gang siden 1972. I dokumentaren kunne seerne se, hvordan en stor askesky samlede sig over vulkanen, og hvordan der opstod en større tordenstorm med tilhørende lyn i selve skyen.

Fænomenet kaldes en 'dirty thunderstorm', hvor små askepartikler i høj fart bliver sendt op i luften gennem sprækker i magmaen. Fart er så høj, at de små partikler bliver ladet med elektricitet, som skaber massevis af lyn i askeskyen.

Flot så det ud, og det samme mente Facebook-folket. På BBC Earths side, hvor sekvensen blev delt, er videoen blevet vist 40 millioner gange.

Se også: Fem fede i Sydamerika

Men... det er bare ikke ægte.

Det fortæller BBC selv i en artikel, som de også har lagt på deres Facebook-side.

For selv om fænomenet 'dirty thunderstorms' er ganske ægte, så er optagelsen af det ikke.

'Vi tog timelapse-billeder fra Calbuco-vulkanen, der blev filmet tidligere i 2015, mens lynene var lagt oven på den voksende sky. Billederne af lynene er taget af en prisvindende chilensk fotograf med lange lukketider ved en nærliggende vulkan i Patagonien, Cordon Caulle, for fire år siden, da den var i udbrud. Cordon Caulle-udbruddet var meget lig Calbuce-udbruddet tidligere i år', står der i artiklen, som fortsætter:

'Disse elementer måtte kombineres for at skabe en serie af sammenlagte billeder, der viser både størrelse og størrelsesforholdet af en patagonisk vulkans udbrud, dens askesky og de gentagende lyn, der sker over mange timer.'

Se også: Det brændende landskab i Argentina

At det ikke var ægte, men manipulerede billeder, der indgik i dokumentaren, nævnte BBC dog ikke noget om, da den blev sendt, ligesom der ved videoen på Facebook kun står:

'Super-charged volcanic ash cloud sparked with lightning in Pat...'

I BBC-artiklen forsvarer vulkanforskeren Hugh Tuffen, der arbejdede med holdet bag dokumentaren, dog BBCs fremgangsmåde. Han mener, at den sammenklippede sekvens 'illustrerer en proces, som vi kun ved lidt om, og ved at lægge billederne sammen kan man se en levende repræsentation af virkelige begivenheder.'

27 kommentarer
Vis kommentarer