Tv-vært spiser myrer: 'Smager rigtig godt'

Det er blevet trendy at spise insekter, siger den modige naturvejleder, som optræder i Vores Vejr på DR

Naturvejleder Karin Winther spiste myrer i Vores Vejr på DR mandag, til stor overraskelse for seerne.
Naturvejleder Karin Winther spiste myrer i Vores Vejr på DR mandag, til stor overraskelse for seerne.

Skal man på skovtur og har glemt citronen, så har naturvejleder Karin Winther et godt råd. I programmet Vores Vejr på DR mandag aften gik hun på jagt i naturen efter lidt syrligt drys til at peppe sin tunmad op.

Tidligere i programmet havde hun indsamlet tusindfryd, mælkebøtter og syrer til sin medbragte madpakke.

Planterne kan de fleste nok gå med til. Men det kom bag på mange seere, da hun gik ind i et nærliggende krat. Her stak hun fingrene ned i en bunke grannåle, hvor myrerne myldrede rundt.

- Herinde der kan vi hente nogen af dem, som der er lidt ekstraordinært liv i. Det er de store skovmyrer her, sagde hun.

Karin Winther kvaste myrerne med en finger. Derefter blev de drysset på tunmaden. Én af dem sprællede stadig med følehornene i en sidste krampetrækning. Karin Winther tog dog roligt en stor bid af madden og afsluttede med et 'Mmm.'

Senere brugte hun også myrer som drys på en ukrudtssmoothie.

Overraskede seerne
Den usædvanlige fangst kom bag på mange seere.

- Stakkels skovmyre, skrev en fan af Vejret, Rizan Taha Nabee, på Facebook efter udsendelsen.

Naturvejlederen indrømmer, at der tirsdag er 'kommet nogle kommentarer' på programmet -- også fra hendes kolleger i Vesthimmerlands Kommune.

- Spiser du myrer?' lød én af kommentarerne, fortæller Karin Winther til Ekstra Bladet med et grin.

- Der er også mange, der siger, 'Det så rigtig lækkert ud, indtil du puttede myrer i.' Men det smager rigtig godt, siger hun.

Smager sur-sødt
Smagen af skovmyrer minder mest om citron. De orange myrer smager mere af appelsin, fortæller hun.

- Hvis man klemmer den mellem fingrene, dufter den lidt af appelsin, siger hun.

Hun understreger overfor Ekstra Bladet, at man ikke spiser myrerne for at blive mæt, men for at tilføje et sur-sødt twist. Der er dog ikke meget saft i husmyrerne, tilføjer hun.

Trendy at spise insekter
Karin Winther synes ikke selv, der er noget mærkeligt i at spise myrer.

- Det er jo meget oppe i tiden med at spise insekter, siger hun.

- Det er jo, fordi vi er bagud i Danmark. I mange andre lande har de spist insekter i lang tid. Det, der også er in i øjeblikket er, vi bytter jo oplevelser. Det, at vi spiser en æggemad med karse, nej nej! Det skal være en æggemad med myrer, siger hun.

Vild mad fra naturens spisekammer er blevet så trendy, at de kriblende insekter endda er landet på menuen på Nomas pop-up restaurant i Tokyo. Her chokerede man tidligere på året gæsterne ved at servere sprællende rejer med levende myrer.

Se også: Nomas nye chokret: Sprællende reje med levende myrer

Sådan kan du selv smage myrer
Insekter er meget proteinrig kost, som man kommer til at se mere af, mener Karin Winther.

Hvis du gerne vil være med på madmoden uden at slå myrerne ihjel, anbefaler Karin Winther, at du holder et damespejl op foran dem. Det får myrerne til at sprøjte myresyre på spejlet. Det smager ligesom myrerne, siger hun.

Vil man peppe madpakken op med lidt syrligt er der dog også vegetariske muligheder. Alt godt fra haven og krattet kan bruges, siger Karin Winther, for eksempel fuglegræs, tusindfryd, mælkebøtter og 'skovens asparges,' gederams.


Naturvejleder Jes Aagaard prøvede også sidste år kræfter med eksotisk mad. I klippet kan du se ham spise en god, fuldvoksen korsedderkop og få svaret på, hvordan de mon egentlig smager (video: Lokalavisen)

1 af 2 
2 af 2 Naturvejleder Karin Winther spiste myrer i Vores Vejr på DR mandag, til stor overraskelse for seerne.
10 kommentarer
Vis kommentarer