TV3 efter reality-tragedie: Det sender et klart signal

Selv om sikkerheden er i højsædet, kan der altid ske ulykker, siger TV3 om den voldsomme reality-tragedie i Argentina

(Foto: AP/AP/Bluegreen Pictures) 112 - 10. mar. 2015 - kl. 07:37 Største tragedie i reality-tv nogensinde: 10 dræbt i helikopter-ulykke

Hos TV3 har man mange års erfaring med dramatisk og grænseoverskridende action-reality. Blandt andet har man ganske mange års Robinson i arkivet og netop nu gang i en omgang 'Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra', hvor man har fået fløjet blandt andre Henrik Qvortrup og Anni Fønsby ned til den sydafrikanske jungle.

Ulykken i Argentina, hvor blandt andre tre store sportsnavne mistede livet, er dog langt voldsommere, end noget TV3 har haft fantasi til at forestille sig.

- Det er jo en helt frygtelig tragedie for de involverede og de berørte, og det sætter da tanker i gang hos alle os, der laver reality-tv. Livet er farligt, og der kan desværre ske ulykker - uanset hvor godt man beskytter sig, siger TV3's pressechef Søren Hedman.

Gennem årene med blandt andet Robinson har TV3 haft mange dramatiske oplevelser, men har dog aldrig oplevet dødsfald blandt deltagerne.

- Sikkerheden er altid højt prioriteret hos os, når vi laver eksempelvis Robinson eller Celebrity, men man kan jo desværre aldrig gardere sig imod frygtelige ulykker. Vi har heldigvis aldrig oplevet noget lignende på TV3, men har dog alligevel haft vores andel af ulykker og sågar et enkelt dødsfald, da en lokal medarbejder blev ramt af et træ og dræbt under en Robinson-optagelse, siger Søren Hedman.

Sætter tanker i gang
Ulykken i Argentina får ikke umiddelbart konsekvenser for den måde, der laves reality på i Danmark.

- Nu kender jeg ikke omstændighederne ved ulykken i Argentina, men umiddelbart har vi jo ikke koncepter, der er så vilde. Vi har dog haft folk til at hoppe ud af helikoptere, men det var ekstremt sikkerhedstestet, så vi var hundrede procent sikre på, at det ikke var farligt at udsætte folk for. Det kommer ikke umiddelbart til at ændre noget hos os, men det bekræfter da, at vi skal fortsætte med at have ekstremt fokus på sikkerheden. Sådan en frygtelig ulykke får jo alle til at tænke over, om man gør det rigtige, siger Søren Hedman og fortsætter:

- En tragedie som denne sender et klart signal til alle, der beskæftiger sig med reality-tv, om at sikkerhed altid må og skal være det vigtigste. Og det skal man virkelig tage meget alvorligt.

Se også: Robinson-deltager døde under optagelser

Se også: Mand døde under Robinson Ekspedition

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere