Vild med dans-dronninger: Danse-skader og pres

- Jeg kunne ikke længere klare smerterne. Derfor stoppede jeg, fortæller Claudia Rex

Claudia Rex førte Johannes Nymark i finalen på trods af mange smerter. Foto: Mogens Flindt
Claudia Rex førte Johannes Nymark i finalen på trods af mange smerter. Foto: Mogens Flindt

Elitesport er hårdt for kroppen, og dans er ingen undtagelse. Derfor har flere af TV2’s ’Vild med dans’-dronninger valgt at stoppe. De tre på grund af konstante smerter - den fjerde fordi dans på højt niveau er både fysisk og psykisk hårdt og tidsmæssigt ikke levner meget plads til at få familie og børn.

Viktoria Franova, 39, var som aktiv sportsdanser med partneren Klaus Kongdal en, man lagde mærke til. Men det sled på kroppen - ikke mindst da hun sideløbende begyndte i ’Vild med dans’, hvor hun i 2007 ud over at danse Simon Matthew frem til en sølvmedalje også klarede sine egne turneringer.

- Jeg har dagligt store smerter i ryg og hofter og må dulme med smertestillende medicin. Derfor er jeg stoppet med at danse med Klaus, og derfor stopper jeg også i ’Vild med dans’, sagde hun i 2011.

I dag efter fire års pause er situationen ændret en smule.

Viktoria Franova sluttede i 'Vild med dans' efter sæsonen med Nicolaj Kopernikus. Foto: Jan Unger
Viktoria Franova sluttede i 'Vild med dans' efter sæsonen med Nicolaj Kopernikus. Foto: Jan Unger
 

- Jeg dyrker yoga, og det har hjulpet mig rigtigt meget, fortæller Franova, der er dag er gift med multimillionæren Jakob Jønck og mor til to drenge.

Gigt overalt
Men skaderne er sket. Og det er det også for 28-årige Claudia Rex.

- Jeg kommer aldrig til at danse igen. Mine hofter, mine knæ, min ankel og mine storetæer gør ondt. Jeg har fået så meget gigt i tæerne, at det smerter at gå. Men da mine hofter har plaget mig i ti år, har jeg vænnet mig til konstant at have ondt. Allerede som 18-årig måtte jeg stoppe som turneringsdanser, og nu er ’Vild med dans’ også helt slut. Jeg må passe på resterne af mig selv.

Claudia har fortrudt, at hun som 18-årig efter en pause for at dæmpe smerterne begyndte at danse på eliteplan igen.

- Men når man har en passion og brænder for den, glemmer man fornuften, siger hun. I dag passer hun sin tv-værtsrolle i ’Bikini Island’.

Vicki Jo Ringgaard stoppede i 'Vild med dans' efter den sæson, hvor hun dansede med Allan Nielsen. Foto: Jan Unger
Vicki Jo Ringgaard stoppede i 'Vild med dans' efter den sæson, hvor hun dansede med Allan Nielsen. Foto: Jan Unger
 

Vicki Jo Ringgaard, 34, har lagt al dans på hylden. Både sin elitekarriere, ’Vild med dans’ og undervisningen på familiens danseskole. Hun arbejder nu for basketballklubben Bakken Bears.

Elitedans slider
- Jeg stoppede på grund af mit knæ. Det kunne ikke holde til det. Folk husker måske, at jeg i ’Vild med dans’, mens jeg dansede med Casper Elgaard, måtte sidde over en uge på grund af smerter. Og da vi nåede frem til 2010 og Allan Nielsen, blev det min sidste runde for TV2. Men når man har danset og trænet på vores niveau, vil man naturligt kunne mærke sine skavanker resten af livet, mener hun.

Efter sæsonen med Tommy Kenter trak Marianne Eihilt sig tilbage for at få mulighed for at få et barn. Foto: Jan Unger
Efter sæsonen med Tommy Kenter trak Marianne Eihilt sig tilbage for at få mulighed for at få et barn. Foto: Jan Unger
 

40-årige Marianne Eihilt har i modsætning til sine dansekolleger husket at både varme op og strække ud i forbindelse med sin dans. Derved har hun undgået skaderne.

- Men elitesport er hård kost for kroppen - også psykisk. Jeg har danset sindssygt mange konkurrencer - både EM og VM, mens jeg passede ’Vild med dans’ med Ole Olsen, Erik Peitersen og Eskild Ebbesen - det blev til ca. 35 turneringer om året oven i ’Vild med dans’. Den slags slider. Så jeg stoppede på TV2, fordi jeg gerne ville have mulighed for at få et barn. Jeg har en søn nu på fem et halvt, og jeg er glad for kun at følge programmet fra sidelinjen - og ellers passe min danseskole.

1 kommentar
Vis kommentarer