’X Factor’s grand old man fik Mette Lindberg rørt til tårer

Tre gange ja blev det til for Bjerne Engberg.

Bjerne Engberg i hopla foran dommerpanelet. Foto: DR
Bjerne Engberg i hopla foran dommerpanelet. Foto: DR

Alder er ingen hindring for at gå videre i ’X Factor’. Det er 74-årige Bjerne Engberg det synlige bevis på.

I aftenens afsnit af ’X Factor’ fik han charmet sig ind på de tre dommere i et omfang, så Thomas Blachmans smil sjældent er set større, og Mette Lindberg endda måtte fælde en tåre, da han fyrede en sang af, som var dedikeret til hende.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke skal være superstjerne eller leve af det, men jeg syntes, det kunne være spændende at se, om man kunne gå videre i ’X Factor’ i min alder. Det handlede om at bevise over for mig selv og de unge mennesker, at man godt kan, selv om man er blevet 74 år, siger Bjerne Engberg, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

Han fortæller muntert, at han er på Madeira med ’damen’, og der er kolde øl i køleskabet. Han er en livsnyder, og det kunne dommerne mærke med det samme.

- Hvordan synes du, at din audition gik?
- Den gik jo fint. Tre ja’er, så kan man ikke forlange mere, vel?

- Nej, det kan du have ret i. Du virker som noget af en charmør. Er du det?
- Haha, javel. Det ved jeg ikke, jeg var sådan set bare mig selv. Jeg ved ikke, om jeg er en charmør. Man spiller jo med på det, når dommerne spørger. Men jeg bor sammen med en dame, og vi er på ferie. Vejret er godt, og vi har været ude i solen her til eftermiddag, fortæller han.

Se en af de andre af aftenens deltagere i aktion.

Ikke helt galt
Hvor langt han når i programmet, ved man i sagens natur ikke endnu. Men én ting vil han altid kunne tage med sig. At han er én af de få deltagere gennem tiden, der har formået at røre en dommer så dybt, at vedkommende fik tårer i øjnene. Og dét er han glad for, selv om han slet ikke opfattede det selv.

- Ja, så er det ikke helt galt, det man har gjort. Det kan ikke blive bedre, men jeg opfattede det slet ikke selv. Jeg koncentrerede mig om at synge, for jeg havde da tænkt over, om de bare ville tænke, at jeg var et gammelt røvhul, som de skulle grine af, siger han med et grin.

Selv om han nu er videre, vil han ikke opfordre andre til at stille op. Det må de selv finde ud af, om de vil, mener han.

- Jeg kan bare sige, at jeg har haft en god oplevelse, men man skal godt nok have tålmodighed. Der var først en pre-audition, inden man eventuelt kom ind til dommerne. Da jeg skulle synge for dommerne, ringede de om formiddagen, og jeg var ikke hjemme før klokken 21 om aftenen. Jeg sluttede af, så de ville nok have noget godt at gå hjem på, siger han med et glimt i øjet.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere