Yousee skruer op for priserne - og svigter traditionelt tv

Kunderne skal betale op til 20 kroner mere om måneden hos Yousee, der nu vil satse benhårdt på streamingtjenester

Så skal vi til den igen.

Yousee skruer fra nytår på prisskruen hos sin skrumpende kundemasse. Firmaet mistede alene i årets første kvartal 22.000 tv-kunder.

Alligevel ryster firmaet ikke på hånden. Fra 1. januar stiger en fuldpakke således med op til 20 kroner pr. måned, mens grund- og mellempakken stiger med 10 kroner per måned.

Også de fleste af bredbåndskunderne skal betale mere - nemlig 10 kroner yderligere om måneden.

Det skriver Yousee selv om priserne

De seneste år er prisen på tv steget, fordi indholdsrettigheder bliver dyrere og dyrere. Ikke mindst sportsrettigheder er blevet markant dyrere, hvor f.eks. rettigheder til særlige fodboldbegivenheder siden 2014 er steget med 50 pct. De højere priser på indhold betyder, at YouSees tv-kunder fra 1. januar vil få en prisstigning på mellem 10 og 20 kr. i måneden.

- Vi ved jo godt, at vores kunder aldrig er begejstrede for en prisstigning, og vi arbejder hårdt på at holde priserne så lave som muligt, når vi sætter os til forhandlingsbordet. Prisstigningen betyder, at vi også i fremtiden sikrer vores kunder masser af godt indhold og den bedste tv-oplevelse, siger Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.

For 62 procent af tv-kunderne stiger tv-pakken 10 kroner om måneden, mens den for 32 procent af kunderne stiger 20 kroner. For 6 procent af kunderne er den præcise stigning endnu ikke kendt.

For 77 procent af bredbåndskunderne stiger prisen med 10 kroner om måneden, mens 23 procent ikke vil få justeret deres priser.

Vil sælge HBO Nordic som en tv-kanal
Ifølge Yousee er forklaringen, at der nu skal laves en række af investeringen for at gøre firmaets produkter mere tidssvarende.

I stedet for at satse på traditionelt tv har Yousee opdaget, at streaming er fremtidens tv-platform Streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic og Viaplay har nemlig kostet tv-distributørerne dyrt, fordi danskerne har taget tjenesterne til sig og til gengæld droppet de dyre tv-pakker.

Hos Yousee betyder det, at man fremover i højere grad vil omfavne streamingtjenesterne og tage dem ind som en del af kanalpakkerne.

Rent praktisk kan man allerede i dag sammensætte sin egen pakke med 10 eller 20 tv-kanaler. Fremover bliver det muligt at vælge HBO Nordic i stedet for tv-kanaler.

Tjenesten er så låst i en måned, hvorefter man kan fravælge den igen.

Kan en eksklusiv streamingkanal med Christiane Schaumburg-Müller få dig til at blive hos Yousee? PR-foto
Kan en eksklusiv streamingkanal med Christiane Schaumburg-Müller få dig til at blive hos Yousee? PR-foto

Se også: Tjener kassen på streaming: Nu raser kunderne mod TV2 PLAY

Skærer selv antennekabel over
Et andet tiltag peger også væk fra traditionelt tv, som Yousee ellers i årevis har skovlet penge ind på at sende ud via kabelnettet.

Med en ny app til Android-baserede tv-apparater, det vil sige tv fra for eksempel Philips og Sony, går man væk fra den rene kabelforretning.

Det nye er blandt andet, at ens fjernsyn ikke behøver at være tilsluttet kabelnettet, men kan få streamet indholdet direkte fra boksen.

Yousee har i øvrigt allerede i dag en række af streamingtilbud. Det gælder for eksempel filmtjenesten Blockbuster. Det samme gælder konkurrenten Viasat, der står bag tjenesten Viaplay.

Se også: Smed YouSee ud af kommune: Nu er nettet gået i koks

Yousee om streaming: Derfor er det vigtigt

Her er pressemeddelelsen fra Yousee om firmaets satsning på streaming:

Tv-markedet er i opbrud, og fremtidens tv handler ikke om enten streaming eller traditionelt tv. De to ting går hånd i hånd. Derfor udvider YouSee tv-pakkerne med masser af digitalt indhold, et nyt tv-univers med Christiane Schaumburg-Müller i spidsen og mulighed for at blande tv-kanaler og streaming-tjenester i én tv-pakke. Alt sammen på flere og bedre platforme.

Danskerne bruger mindre tid på at se traditionelt flow-tv, men det betyder ikke, at vi ikke længere ser tv. Det betyder blot, at vi i højere grad selv vil vælge, hvad vi ser, hvornår og hvor. Derfor får YouSees tv- kunder her til efteråret adgang til mere end 1000 timers underholdning, som de kan streame, når de har lyst.

- Tv-markedet er under forandring, og vi vil gerne tilbyde vores kunder masser af digitalt indhold, som de kan se, når der passer dem. Derfor har vi samlet en stor streaming-pakke med film og tv fra bl.a. Viasat, Discovery, Comedy Central og Nickelodeon, som alle vores kunder får adgang til, siger Jacob Mortensen, tv- og bredbåndsdirektør i YouSee, og understreger samtidig, at YouSee ikke kun vil samle og distribuere underholdning. De vil også producere unikt indhold til tv-kunderne.

- I et eksklusivt samarbejde med ChriChriTV og Christiane Schaumburg-Müller skaber vi et helt nyt dansk tv- univers, som vores kunder snart får adgang til. Vi vil være med til at skabe fremtidens indhold, og derfor tager YouSee nu en mere aktiv rolle i forhold til indhold. I første omgang lancerer vi 100 danskproducerede programmer i samarbejde med ChriChriTV, men vi vil eksperimentere endnu mere med eksklusivt indhold i de kommende år, siger Jacob Mortensen.

I forbindelse med lanceringen af ChriChriTV har YouSee også købt sæson 6 og 7 af Suits og den helt nye amerikanske serie The Bold Type, som YouSees kunder får eksklusiv adgang til.

Tv og streaming samles i én brugeroplevelse
De seneste år er tv-serier som Netflix’ House of Cards og HBO’s Games of Thrones blevet umådeligt populære i Danmark, og hos YouSee forventer man, at streaming-tjenester bliver fremtidens tv-kanaler. Derfor vil YouSee forny det populære bland-selv-koncept, så kunderne kan vælge mellem både tv-kanaler og streaming-tjenester.

- Vores kunder skelner ikke mellem tv-kanaler og streaming-tjenester, men vælger den underholdning, de har lyst til. Derfor har mange af dem f.eks. HBO Nordic som et supplement til deres tv-pakker, men i dag skal en tv-pakke selvfølgelig også indeholde streaming-tjenester. I første omgang kan vores kunder bl.a. vælge at få HBO Nordic, C-More eller Dansk Filmskat med i deres tv-pakke, men vi arbejder på, at endnu flere streaming-tjenester skal være en del af bland-selv-pakken, hvor vores kunder kan sammensætte og ændre deres unikke tv-pakke med et enkelt klik, fortæller Jacob Mortensen.

Underholdning på flere platforme
Også tv-oplevelsen vil få et markant løft i løbet af efteråret. I dag lancerer YouSee som den første tv- distributør i Danmark en app til Android TV, og i løbet af efteråret vil en helt ny 4K tv-boks se dagens lys.

- Det skal være nemmere at se tv på den måde, der passer vores kunder bedst. Uanset om det er på den store tv-skærm eller på digitale platforme. Derfor har vi udviklet en app, der giver alle med en tv-boks mulighed for at se tv via Android TV, og inden længe lancerer vi en ny 4K tv-boks, der er både mindre og hurtigere, og hvor man kan gemme sine tv-optagelser i skyen, så man kan se dem overalt.

127 kommentarer
Vis kommentarer