TV2-vært mister sit program: Jeg er ikke degraderet

Historisk set er det uklogt for TV2 at lægge deres nyheder overfor TV Avisen

- Måske får jeg mere tid til familien nu, siger Poul Erik Skammelsen. Foto: TV2
- Måske får jeg mere tid til familien nu, siger Poul Erik Skammelsen. Foto: TV2

Siden foråret 2014 har Poul Erik Skammelsen været frontfigur på 22 Nyhederne, der endda har fået hans navn. Men fra starten af det nye år er det slut med 22 Skammelsen, når TV2 bud på sene nyheder flytter til klokken 21.30.

Det betyder, at Nyhederne kommer til at ligge lige overfor TV Avisen - i hvert fald i et års tid. I 2020 rykker TV Avisen også en halv time frem.

- Det er ikke min beslutning, men det bliver interessant at se, hvad det udvikler sig til, siger Poul Erik Skammelsen, der har været med siden TV2 sendte Nyhederne første gang. Med sløje seertal lå TV2s nyheder den gang overfor TV Avisen.

- Men kun i tre måneder, så valgte TV2 at flytte dem. Og det var en god beslutning. Efter to år var vi de største, siger Poul Erik Skammelsen til Ekstra Bladet.

Se også: Så er der nyhedskrig: 21.30 bliver slagmarken

At TV2 nu flytter den sene nyhedsudsendelse til lige overfor TV Avisen, kan den rutinerede vært godt se ideen i.

- Vi kan jo se, at når vi når hen omkring klokken 22, så er der færre seere. Så på den måde giver god mening, siger Poul Erik Skammelsen.

- Udsendelsen mister dit navn - ser du beslutningen som en form for degradering?

- Nej. Det ville være tosset at kalde den 22 Skammelsen, når den skal sendes klokken 21.30, smågriner han og fortæller, at det oprindeligt ikke var hans idé, at udsendelsen skulle tage hans navn.

- Men ellers nej, sådan ser jeg det ikke, som en degradering. Vi er alle en del af rederiet, og vi må alle gøre vores for at få fabrikken til at køre, siger Poul Erik Skammelsen, der stadig skal være en del af de sene nyheder.

Se også: TV2 nedlægger 22 Nyhederne

Cecilie Beck har ligesom Skammelsen været en af de markante værter på 22 Nyhederne. Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at fortælle, hvilken betydning nedlæggelsen får for hende og hendes fremtid på TV2.

- Jeg har ingen kommentar til det lige nu. Jeg skal nok melde noget ud, når tiden er til det, lyder det kortfattet fra Cecilie Beck, da Ekstra Bladet fanger hende over telefonen.

TV2 understreger, at det ændrede sendetidspunkt ikke vil føre til fyringer.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!