Ups! Burger King-reklamesøjle ville have McDonald's

Burger King har kørt den afdøde popkunstner Andy Warhol i stilling som reklamesøjle

Under weekendens Super Bowl-finale i Atlanta kunne tv-seere over hele verden i pausen se en reklame med den afdøde popkunstner Andy Warhol, der stilfærdigt spiser en burger fra Burger King.

Andy Warhol døde i 1987. Filmen med den burgerspisende kunstner blev optaget i begyndelsen af 80'erne i kunstnerens værksted, The Factory, i New York af den danske instruktør Jørgen Leth som led i hans dokumentar fra 1982, '66 scener fra Amerika'.

Burger King har naturligvis ikke været blege for at udnytte den kommercielle værdi i, at en af verdens mest berømte kunstnere valgte at sætte tænderne i en Whopper i stedet for en Big Mac, men graver man lidt i historien bag optagelsen, viser det sig, at Warhol rent faktisk foretrak McDonald's.

Jørgen Leth har fortalt, at det var en kæmpe oplevelse for ham, at hans gamle burgervideo for leden kom ud til et millionstort publikum. Foto: Jacob Ehrbahn
Jørgen Leth har fortalt, at det var en kæmpe oplevelse for ham, at hans gamle burgervideo for leden kom ud til et millionstort publikum. Foto: Jacob Ehrbahn

I en video fra kunstmuseet Louisiana om tilblivelsen af det berømte Andy Warhol-klip fortæller Jørgen Leth meget udførligt, hvordan det gik for sig, da Warhol skulle vælge, hvilken burger han ville sætte tænderne i.

- Da han ser de tre burgere, jeg havde fået hentet - der var en fra Burger King og to neutrale - siger han: Hvor er McDonald's?

Jørgen Leth tilbyder herefter at få hentet en burger fra McDonald's, hvilket Warhol afslår, da han ikke ønsker at bruge unødigt meget tid på det skøre, danske filmprojekt.

Andy Warhol ville helst have haft en burger fra McDonald's.
Andy Warhol ville helst have haft en burger fra McDonald's.

Ifølge Leth foretrak Warhol McDonald's af æstetiske årsager. Han syntes simpelthen, at deres design og burgere var flottere.

Den originale optagelse med den burgerspisende Warhol er mere end fem minutter lang, men Burger King har udvalgt et klip på 45 sekunder til deres reklame.

Det er uvist, hvor meget Burger King har givet for at få lov til at bruge klippet, men det kan næppe have været helt billigt.

Jørgen Leth oplyser, at han på grund af kontraktmæssige forpligtelser ikke kan fortælle, hvor mange penge han har tjent på at sælge rettighederne til klippet til den internationale burgerkæde.

53 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere