Vlado afslører: Det vildeste øjeblik i 'Politijagt'

Der er især ét øjeblik, der står klart i erindringen for Vlado Lentz fra 'Politijagt'

Den mangeårige seeryndling bliver her, midt i en eftersætning, pludselig vidne til et helt vanvittigt sammenstød på motorvejen. Video: Discovery Networks Danmark.

I efteråret løb den 21. sæson af 'Politijagt' over skærmen på Kanal 5, hvor seerne igen kunne følge med hos Vlado Lentz fra Midt- og Vestsjællands Politi, når han gik på jagt efter syndere i trafikken.

Den folkekære betjent er efterhånden blevet synonym med tv-programmet, hvor han har oplevet lidt af hvert i den lange periode, han har været med.

Der er dog især én episode, der står klart i erindringen hos den 59-årige Vlado Lentz, da Ekstra Bladet spørger ham om den vildeste episode, han har været med til.

- Den episode, som jeg umiddelbart bedst kan huske, er den fra Kalundborg, hvor vi eftersatte en knallert, som forsøgte at stikke af og kørte over for rødt lys mod færdselsretningen og på fortovet, siger Vlado, som måtte jagte manden på knallerten.

Se også: Trækker sig fra 'Politijagt'

Det lykkedes at få styr på situationen, og Vlado glæder sig bare over, at ingen kom til skade under episoden.

- Til sidst sparkede han patruljebilen og væltede, og så blev han anholdt. Det kunne være gået grueligt galt, men heldigvis standsede de andre bilister for ham, fortæller Vlado om hændelsen, som Ekstra Bladet ikke kan vise billeder af, da programmet med episoden er mere end to år gammelt.

Vlado Lentz har været en del af 'Politijagt' fra starten, og han har ingen planer om at stoppe. Fotograf: Krestine Havemann.
Vlado Lentz har været en del af 'Politijagt' fra starten, og han har ingen planer om at stoppe. Fotograf: Krestine Havemann.
 

Påvirker alle
Vlado Lentz har stort set været med i alle 21 sæsoner, der indtil nu er løbet over skærmen på Kanal 5. Seerne følger fortsat troligt med, når nye afsnit bliver sendt, og det er der en god årsag til, mener politimanden.

- Jeg synes, at redaktionen er rigtig god til at lave programmer, hvor de finder nogle historier, som forhåbentlig får folk til at tænke over, hvad de foretager sig i trafikken – og forhåbentlig bliver påvirkede i en positiv retning. Men selvfølgelig skal der også være noget spænding, så folk gider at se programmet, siger han.

Se også: Nu afslører Vlado sin 'Politijagt'-fremtid

Vlado Lentz peger også på, at trafikken er noget, som påvirker os alle.

- Trafikken er jo noget, som vi alle kan forholde os til. Alle – om man cykler, kører i bil eller tager tog eller bus – transporterer os jo. Vi er alle en del af trafikken i et eller andet omfang, og derfor er det noget, der berører mange mennesker.

- Mange har jo også en mening om, hvordan det skal være, og mange folk har en mening om, hvordan visse færdselsregler skal være – engang imellem kammer det så lidt over, så folk begynder at lave deres egne færdselsregler. Men vi vil selvfølgelig gerne have, at de overholder de regler, der står i færdselsloven, siger han.

Fortsætter med at filme
Vlado Lentz siger, at der for ham ikke er forskel på en almindelig vagt og så en vagt, hvor han bliver fulgt af et kamerahold.

- Det foregår på den måde, at tv-holdet møder op på en vagt sammen med mig, når vi starter, og så går vi bare i gang med de ting, der er den dag. Hvis der er nogle opgaver, så klarer vi det, og så kører vi ud på vejene i vores politikreds og ser, hvad der sker, siger Vlado.

- Nogle gange er vi med i det, der foregår, når beredskabet bliver sendt ud, og vi er med i de aktiviteter, der er sket den dag. Så det er ikke sådan, at der bliver gjort noget klar eller stillet noget op. Man får det, der sker den dag.

Se også: 'Politijagt'-Vlado forsikrer: Det er ikke mig

Derfor vil han også gerne fortsætte med at medvirke i programmet, men han slår fast, at det er politikredsens ledelse - og ikke ham selv - der træffer beslutningen.

- På nuværende tidspunkt ved jeg faktisk ikke, om der er lavet en aftale for 2020. Vi fortsætter med at filme, og hvis der er en aftale, så bliver det brugt. Jeg har i hvert fald ikke hørt noget om, at vi stopper med at filme. Men det er slet ikke noget, jeg bestemmer, siger Vlado Lentz.

Så mon ikke tv-seerne allerede så småt kan begynde at glæde sig til at se mere med Vlado Lentz, når den 22. sæson af 'Politijagt' sendes til foråret på Kanal 5.

173 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!