Warberg: - Det er fuldstændig spild at klage

TV2-programmet 'Klipfiskerne' har sat sindene i kog hos mange, efter der er kommet nye værter. Det tager den ene af dem, komikeren Thomas Warberg, helt roligt

Thomas Warberg tager seernes kritik ganske rolig. Han kan alligevel ikke ændre noget som helst. Foto: Henrik Ohsten/TV2
Thomas Warberg tager seernes kritik ganske rolig. Han kan alligevel ikke ændre noget som helst. Foto: Henrik Ohsten/TV2

'Luk lortet, og lad os få Felix tilbage'.

Sådan skrev en seer af TV2-programmet 'Klipfiskerne' forleden på tv-stationens Facebook-profil, og personen var langt fra den eneste.

Adskillige seere har brokket sig over den nye sæson af familieprogrammet, hvor værten, Felix Smith, er skiftet ud med komikerne Heino Hansen og Thomas Warberg. Den ændring er der ikke lige frem blevet taget godt imod hjemme i stuerne i de første to programmer.

Heino Hansen og Thomas Warberg er nye værter på 'Klipfiskerne'. Men ikke alle har taget lige godt imod dem. Foto: Henrik Ohsten/TV2 Film, tv & radio Seere raser over TV2: 'Luk lortet'

'Når I ændrer et program totalt som nu 'Klipfiskerne', så burde I kalde programmet noget andet. En ting er at Felix ikke er vært - savnet - men to værter som åbenbart har det vidunderligt sammen, som om det var deres private fest. Nu har jeg givet det to gange og er hver gang blevet skuffet, så jeg håber ikke, der er optaget flere afsnit,' lyder det fra en anden seer.

Herunder kan du læse flere kommentarer:

Eksempler på kommentarer

'Må vi få en udsendelse om tarmskyl næste lørdag i stedet for 'Klipfiskerne'? Så bliver niveauet da hævet lidt'.

'Så fik i da godt nok ødelagt Klipfiskerne med de 2 værter, de går da kun op i at høre sig selv lad os få en sjov men seriøs og god vært tilbage, nemlig Felix'

'Om jeg fatter, at I kan kalde det et frisk pust. Jeg vil nærmere kalde et pust af elendighed.'

'Er kæmpe fan af Klipfiskerne men de nye ændringer er desværre for meget af det gode. Der er næsten ingen klip, mærkelig system når de skal vælge tal, deltagerne virker forvirrede over hvad de enkelte lege går ud på. Synes også finalen er dårligere end den gamle finale, det var langt sjovere at se dem 'kæmpe' om point ud fra hvert enkelt klip. Én vært, tre deltagere på hvert hold og masser af klip så er jeg klar igen. It it aint broke dont fix it.'

'Jeg har set Klipfiskerne i flere år, men nu er det slut.Mage til makværk skal man lede længe efter.Warberg med makker har SLET ikke formatet til at styre den udsendelse.Det er vist kun dem selv der synes det er sjovt. Ringe, ringe, ringe. Felix duede - synd han har forladt skuden. Brug lidt penge, og skaf ham tilbage. Det vil flertallet synes om.'

Hverken Heino Hansen eller Thomas Warberg har overfor Ekstra Bladet ønsket at kommentere kritikken af deres værtskab på underholdningsprogrammet. Men onsdag aften var 35-årige Thomas Warberg gæst i 'Natholdet'.

Her spurgte 'Natholdet'-værten, Anders Breinholt, ind til kritikken i den humoristiske tone, der er i programmet.

Warberg, der tidligere har medvirket i programmet som holdkaptajn, mere end antydede, at han tager hele situationen med temmelig ophøjet ro.

- Ikke for at kaste søde Heino under bussen, men jeg har været der i mange år, og der har aldrig været noget bøvl, sagde Thomas Warberg og gav en mavepuster til alle brokkerøvene.

- Jeg kan sige til alle dem, der måske ikke synes, at det har været den bedste udgave, at hele skidtet er optaget, så vi kan ikke ændre noget som helst. Så det er fuldstændig spild at klage. Det kommer til at køre præcis, som vi har lavet det. Og vi glæder os rigtig meget til, at I skal nyde det, grinede han.

Felix Smith sagde for nylig op på TV2 for i stedet at blive vært på 'TopGear' på Kanal 5, og så Ekstra Bladet skrev onsdag, lægger han ikke skjul på, at han ville ønske, han igen kunne være vært på 'Klipfiskerne'.

- Jeg havde og har stadig meget stærke følelser for programmet, så jeg ville ønske, at jeg stadig kunne lave det. Men jeg havde sagt op, og når jeg så kommer og siger, at jeg har fortrudt, fordi corona har ændret min arbejdssituation, og at jeg meget gerne vil lave 'Klipfiskerne', så kan jeg godt forstå, at TV2 ikke står med åbne arme, og at de har gjort, som de har gjort. For man kan jo ikke sige op og så alligevel bibeholde ét program, siger han og fortsætter:

- Men det er vigtigt at sige, at det ikke er min beslutning. Det er TV2's beslutning, og jeg ville elske at komme tilbage. Men jeg har dog aldrig oplevet, at man erlydhør over kritik og laver om, fordi seerne er utilfredse. Jeg ville ønske det, men jeg tvivler.

75 kommentarer
Vis kommentarer