'X Factor' vender tilbage med stor ændring

'X Factor' vender tilbage på skærmen 15. maj, men ikke alt er, som det plejer

Vært Sofie Linde og co. vender tilbage efter ufrivillig coronapause. Her fortæller hun bl.a., hvordan hun oplevede det seneste liveshow, som nåede at blive afviklet - uden publikum, inden coronavirussen udskudte programmet helt. Video: Nanna Bay Madsen.

Da Danmark blev lukket ned i marts, blev årets 'X Factor' udskudt på ubestemt tid.

Nu kan danskerne glæde sig til, at det populære underholdningsshow vender tilbage til skærmen fra fredag 15. maj 20.00

Sidste gang de tilbageværende deltagere i 'X Factor' stod på scenen var fredag 6. marts. Ventetiden er nu slut og nu kan deltagerne glæde sig til at stå på den store livescene.

Seerne kan dog forvente en stor ændring, når vinderen af 'X Factor' 2020 skal kåres.

- Det er kæmpe optur for alle, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre at afholde de sidste liveshows i 'X Factor'. Vores deltagere, dommere og selvfølgelig alle 'X Factor'-fans har spurgt længe, hvornår vi kunne komme i gang igen, og det kan vi nu.

- Vi ændrer en smule på formen, så vi på otte dage sender tre liveshows med første show fredag 15. maj. Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard, TV 2.

Blachman Ankerstjerne og Oh Land kan snart igen opleves på slap line. Foto: Tariq Mikkel Khan
Blachman Ankerstjerne og Oh Land kan snart igen opleves på slap line. Foto: Tariq Mikkel Khan


De tre shows
Når deltagerne vender tilbage til scenen, bliver det med temaet 'Sange fra musikfilm'.

Fredag 22. maj bliver første finaleaften, hvor deltagerne skal på scenen to gange hver, og det bliver med en sang, deres dommer har valgt og i en duet med en gæstesolist.

I anden og sidste finaleaften lørdag 23. maj skal tre deltagere synge deres vindersange.

Om der vil være livepublikum til stede ved de tre shows, er endnu ikke afklaret:

- Livepublikum er helt sikkert med til at gøre ’X Factor’ til Danmarks største underholdningsshow, og publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det - i en eller anden form, siger Dorte Borregaard.

84 kommentarer
Vis kommentarer