Ingen tvivl: I aften vinder Reem X-Factor

Reem har båret sig gennem konkurrencen fuldstændigt ukrukket til trods for den enorme opmærksomhed og i aften vinder hun X Factor 2016, vurderer Louise Meyer

Reem vinder X Factor 2016 foran Embrace, vurderer Louise Meyer (Foto: Mogens Flindt).
Reem vinder X Factor 2016 foran Embrace, vurderer Louise Meyer (Foto: Mogens Flindt).

I aften får vi årets allersidste skud X Factor, og det gør vi i selskab med Reem, Embrace og Alex. De to første har været selvskrevne til finalen af både dommere og seere lige siden de allerførste auditions. Konkurrencen blev imidlertid vendt på hovedet i fredags, da Reem var tydeligt nervøs, og Embrace leverede nogle lunkne præstationer. Måske mærkede de for alvor finalepresset på deres skuldre. Det stod mellem linjerne, at Alex og Andrew havde mere at kæmpe for.

Se også: X Factor i aften: Farvel til kedelige Alex

Alex tog således røven på de fleste, da han strøg direkte ind i finalefeltet. Jeg må indrømme, at jeg var så godt som overbevist om, at Andrew med sin modenhed og selvsikkerhed ville brøle Alex ud af konkurrencen. Men det blev ikke tilfældet, da Alex leverede sin bedste præstation til dato i denne sæson, og Andrew gjorde det modsatte. Han vendte tilbage til råberiet, som han ellers havde lagt en smagfuld dæmper på.

Og det hjalp end ikke, at han havde blikfang med på scenen i form af et par 25-årige, letpåklædte kvinder, der lystigt gnubbede sig op og ned af ham. Til trods herfor forlod Andrew X Factor til stående applaus, og hans energi og ukuelige gåpåmod bliver savnet i finalen. I sidste uge skulle deltagerne synge deres auditionsang og en seervalgt sang, og måske var det derfor, at Alex var så afsindigt god.

Se også: Andrew overlever - Mads Christian får sparket

Jeg har tidligere sammenlignet Alex med en dansk John Mayer. Seerne havde øjnet den samme lighed, og derfor blev sammenligningen til virkelighed i fredags. Og Alex skuffede ikke. ’Gravity’ blev eksekveret til perfektion ledsaget af et helt gospelkor. Han sprang i luften den aften, proklamerede Lindberg, hvis sprogblomster og vrøvleri er blevet en institution i programmet.

Men nu til det allervigtigste: Reem vinder X Factor, og det gør hun på målstregen foran Embrace. Blachman er rystet over deres talent og siger, at de gør det godt hver evig eneste gang. Anilde og Azilda synger også på alle måder vidunderligt, men Reem har noget, de ikke har. Reem er en vaskeægte diva. Hun har en knivskarp stjernevokal. Hun kan danse som Beyoncé. Hun er smuk, charmerende og selvsikker. Ja, man kan sådan set kaste superlativer efter hende i en uendelighed, og i tillæg hertil har Reem også båret sig gennem konkurrencen fuldstændigt ukrukket til trods for den enorme opmærksomhed, der i månedsvis har hvilet på hendes talent og hendes person. Ifølge dommerne er hun en af de bedste, der nogensinde har været med i programmet.

Se også: X Factor-dommen: Farvel og tak til The Competition

Semifinalen viste, at alt kan ske i X Factor, og intet er derfor sikkert i aften. Finalefeltet er så pissehamrende skarpt, at det handler om, hvilken dommer og deltager der rammer sømmet rent. Og det gælder alt fra sang til show og påklædning. Selvom sangtalent ikke kommer an på udseende, så var det altså helt ved siden af, da Reem sang den store og smukke ballade ’Nirvana’ i løse boyfriend-jeans med et slidt tæppe over skuldrene. Der var ikke sammenhæng mellem form og indhold, som da hun sang Adele i sin florlette gudindekjole. Med andre ord skal der noget ekstravagance til, hvis Queen Reem skal vinde X Factor-ballet i år som fortjent.

(NB! Du kan chatte med Louise Meyer under X Factor-finalen i aften fra kl. 20.00 her på eb.dk)

**

Power Ranking

 

1. Reem

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR).

Da Reem til sin audition sang ’Nirvana’ med Sam Smith, var jeg allerede overbevist om hendes vinderpotentiale. Og det til trods for at hendes stemme knækkede helt over i omkvædet. Det gjorde hende faktisk bare mere stjerneagtig, fordi hun prompte viste overskuddet til ufortrødent at synge videre. Da hun igen sang omkvædet til ’Nirvana’ i semifinalen, skulle man være lavet af granit for ikke at få kuldegysninger. Blachman havde én ting at sige: ”Jeg glæder mig til finalen, Reem”. Det tror jeg, vi er mange, der gør.

 

2. Embrace

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR).

Til trods for en afdæmpet og næsten kedelig optræden med Tracy Chapmans ’Fast Car’, så kan man ikke tage fra Anilde og Azilda, at de synger fuldstændigt vidunderligt. Og de kom tilbage for fuld udblæsning, da de endnu engang optrædte med deres mashup af Marina & The Diamonds’ ’Heartbreaker’, som fremkaldte tårer i øjenkrogen på de fleste danskere under auditions. De to søstre besidder en jordbunden jysk ydmyghed, og så har de et fuldstændig upoleret naturtalent, som vi utvivlsomt kommer til at nyde mere af, hvad enten de vinder i aften eller ej.

 

3. Alex

(Foto: Mogens Flindt).

Alex var bedre end bedst, da han på en og samme aften fik lov til at give den gas som både John Mayer og Paolo Nutini. Her kom hans styrker soleklart til udtryk, og han virkede tilpas. Dommerne var enige om, at det var hans allerbedste aften. Sikkert og behageligt var dog endnu engang de ord, som Remsen klistrede på Alex’ optræden. Og netop det taler imod ham i finalen. Han er ikke alsidig nok, og han rummer ingen overraskelser. Men han brillerede ikke desto mindre, og det gør ham til finalens joker i aftenens finale.

**

Sidste uges gyldne moment

(Foto: Mogens Flindt).

”Jeg ved ikke, om det er Thomas, der har lært dig den dans, men den er helt klart mere til husmødrene end til mig,” lød den klare udmelding fra Remee, da Andrew ivrigt havde svinget med sit underliv akkompagneret af to lækre 25-årige damer, der gnubbede sig op og ned af ham. Han gik fra at være Rektor Rock til at være Rektor Lummer, og scenen i DR-byen emmede af erotisk stemning. Der var en lille smule stripklub over det, hvilket fik det til at minde om et klip fra ’Coyote Ugly’ – altså bare med en ældre mandlig hovedrolle i stedet for en ung og bly blondine. Lindberg trak da også en John Travolta parallel til Andrews frække danseshow, men der må jeg nok tilslutte mig husmoderpornoen som Remsen.

**

Dagens skribent

 

(Foto: Linda Johansen).

Louise Meyer

Alder: 24 år

Musikalsk baggrund: Mestrer ’Frikadellens flugt over plankeværket’ til perfektion på piano

Rytmisk sans: Gik til hiphop som barn. Siden da har det været meget lidt street og mere til Bambi-siden

All time X-factor præstation: Var uforholdsmæssigt forelsket i Mohamed Ali fra sæson to - især da han sang Beyoncé

79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere