Af jord var han kommet: Se hvad præsten smed på Henriks kiste

Kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen kastede jord fra Marselisborg og Cayx på prins Henriks kiste

Her bliver prins Henriks kiste båret ud af Christiansborg Slotskirke. TV: Tariq Mikkel Khan & Philip Davali

Den jord, som kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen kastede på prins Henriks kiste under tirsdagens bisættelse, stammer fra parken omkring Marselisborg Slot og vinmarkerne ved regentparrets franske vinslot, Château de Cayx.

Det oplyser kongehuset.

I 1967 fik prinsesse Margrethe som tronfølger og prins Henrik overdraget Marselisborg Slot af kong Frederik IX. Regentparret har benyttet slottet i Aarhus som sommerresidens og har ofte holdt jul på slottet.

Artiklen fortsætter under billedet..

- Henrik, prins af Danmark, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, sagde Erik Norman Svendsen, der kastede en ganske særlig jordblanding på den afdøde prins' kiste. Foto: Jakob Jørgensen
- Henrik, prins af Danmark, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, sagde Erik Norman Svendsen, der kastede en ganske særlig jordblanding på den afdøde prins' kiste. Foto: Jakob Jørgensen
 

Restaurerede Cayx
I 1974 købte dronning Margrethe og prins Henrik vinslottet Château de Cayx. Slottet blev restaureret, og de genoptog vinproduktionen. Château de Cayx kan spores tilbage til 1300-tallet. Da sikrede slottet kontrollen med floden Lot.

Cayx ligger få kilometer fra prins Henriks barndomshjem.

Erik Norman Svendsen foretog jordpåkastelsen, som den sidste kirkelige handling i bisættelsen, inden prinsens kiste blev båret ud.

- Henrik, prins af Danmark, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, sagde Erik Norman Svendsen.

Privat afsked
Mens kirkeklokkerne ringede, og Batteriet Sixtus på Holmen affyrede en sidste sørgesalut for prins Henrik, tog den nærmeste familie en sidste privat afsked med prinsen.

Herefter blev kisten båret ud til den ventende rustvogn.

Ti rødklædte officerer fra Den Kongelige Livgarde, der har stået vagt om prinsens båre, bar kisten ud. De er alle tidligere udsendte og bar også kisten ind i Christiansborg Slotskirke i fredags.

Mens kisten roligt blev lempet ind i den sølvgrå rustvogn, så dronning Margrethe, børn, svigerbørn og børnebørn til.

De stod ved indgangen til Christiansborg Slotskirke. Alle var klædt i sort, og dronning Margrethe bar sort slør.

101 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!