Aller i intern krig: Stort drama om historisk Henrik-interview

Se og Hør fik al kreditten for det opsigtsvækkende Henrik-interview, men i virkeligheden var det Billed-Bladets reporter, der stillede de fleste af spørgsmålene

Det opsigtsvækkende interview med prins Henrik har nu skabt internt drama i Aller-koncernen. Foto: Anthon Unger
Det opsigtsvækkende interview med prins Henrik har nu skabt internt drama i Aller-koncernen. Foto: Anthon Unger

Se også: Frede: - Rigtig ked af min fars beslutning

Prins Henrik, tidligere kendt som kong Henrik, var i tirsdags ude med nogle ret opsigtsvækkende kommentarer om sin egen status i kongehuset - og så kan det ellers nok være, der gik chokbølger gennem det lille kongerige.

Det var ugebladet Se og Hør, der publicerede videoklippet med den voldsomt kontroversielle udtalelse fra prinsen, der kræver at blive ophøjet til kongegemal, hvis han skal begraves ved siden af sin kone i Roskilde Domkirke, når den tid kommer.

Se og Hør solede sig tirsdagen igennem i succesen fra scoopet, der kom i kassen allerede i weekenden, da bladets reporter mødte den vrede prins ved hans vinslot i Frankrig.

Trods de åbenlyse uoverensstemmelser kommer en skilsmisse ikke på tale, hvis det står til Henrik. Foto: Anthon Unger Danske kongelige - 9. aug. 2017 - kl. 19:49 Kongehuset bekræfter: Derfor taler Prins Henrik

Men nu er der udbrudt intern krig i Aller-koncernen, der ud over at udgive Se og Hør blandt andet også sender Billed-Bladet på gaden uge efter uge.

Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen siger nu til fagbladet Journalisten, at det var hende, der talte med prins Henrik, da Se og Hørs journalist og fotograf kom og optog de chokerende ord.

- Det var mig, som havde en snak med prinsen, og da de andre kom til, filmede de. Deres journalist stillede to spørgsmål, resten er mine. Men vi stod der sammen. Jeg kunne nærmest føle dem ånde mig i nakken.

- Derfor sagde jeg også bagefter, at jeg ikke ville optræde i deres film med mine spørgsmål. Og jeg havde da håbet, at de ville nøjes med at tage prinsens svar på deres egne spørgsmål med, siger Trine Larsen til Journalisten og giver udtryk for, at det rent kollegialt ikke er særlig fint i kanten fra Se og Hørs side at kalde interviewet eksklusivt, når det ikke er det.

Trods de åbenlyse uoverensstemmelser kommer en skilsmisse ikke på tale, hvis det står til Henrik. Foto: Anthon Unger Danske kongelige - 9. aug. 2017 - kl. 14:13 Henrik afviser skilsmisse

Ifølge hofreporteren spørger Se og Hørs udsendte om, hvor prinsen vil begraves, og hvad der kan få ham til at skifte mening omkring sin beslutning.

Det er på Trine Larsens spørgsmål, som helt præcis lyder: ’Man taler om, at De gør dronningen til grin og til nar og hænger hende ud…’, at prinsen kommer med sin betragtning om, at det ham der gøres til narren i den her sag.

Alligevel har Se og Hør og bladets chefredaktør, Niels Pinborg, ikke tøvet med at kalde klippet med prins Henrik for ’eksklusivt’. Og det undrer Trine Larsen.

- Det er et interview, der er eftertragtet af masserne og besiddet af de få. Som en Bugatti-sportsvogn for eksempel – det er også en eksklusiv sportsvogn. Her er der kun to medier, og deri eksklusiviteten. Når vi har noget alene i Se og Hør, skriver vi ’kun i Se og Hør’. Og det, vi kalder eksklusivt her, er jo hele pakken, lyder Niels Pinborgs forklaring i Journalisten, hvor han sammenligner situationen med en rød løber-situation, hvor flere reportere flokkes som samme kilde.

Prins Philip gik på pension med æren i behold. Det gjorde prins Henrik ikke, mener Hans Engell. Foto: AP Meninger Engell mener: Philip den Værdige og Henrik den Uværdige

- De står jo lige ved siden af hinanden. Der er en meter eller to imellem dem. Og det er os, der filmer det. Det svarer lidt til, at Lars Løkke står foran Christiansborg og lader sig interviewe, siger Niels Pinborg til fagbladet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med såvel Trine Larsen som Niels Pinborg for at høre deres udlægninger af balladen mellem de to blade.

- Jeg passer bare mit arbejde. Hvad de (Se og Hør, red.) gør, må stå for deres egen regning, siger Trine Larsen kortfattet, mens Niels Pinborg henviser til underdirektør i Aller, Anette Kokholm.

- Historien er eksklusiv for Aller, hvor begge blade hører ind under. Var den eksklusiv for det ene blad, så ville vi have skrevet 'kun i Se og Hør', forklarer Anette Kokholm og fortsætter:

- Se og Hør var de eneste der var tilstede, som filmede seancen med prins Henrik. Derfor er videoen noget helt eksklusivt for lige præcis Se og Hørs website.

Hun understreger samtidig, at ingen har stjålet historien fra nogen, da begge medier var til stede, da interviewet fandt sted.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen