Kronprinspar bag aarhusiansk skulpturpark

Arrangørerne bag Sculpture by the Sea i Aarhus håber som i 2009 at trække en halv million besøgende.

Mary og Frederik banede vej for skulpturparken i Aarhus.(Foto: Ole Steen)
Mary og Frederik banede vej for skulpturparken i Aarhus.(Foto: Ole Steen)

Der er gode chancer for igen at tiltrække mindst en halv million besøgende, når den store udendørs udstilling Sculpture by The Sea den næste måneds tid udfolder sig langs Aarhus Bugt.

Da skulpturudstillingen første gang på initiativ af kronprinsparret fandt sted for to år siden, blev den en historisk succes med overvældende tilstrømning.

Denne gang er der endnu flere kunstværker - 65 styk fra 22 forskellige lande. Samtidig er udstillingsperioden udvidet fra tre til fire en halv uge. Og der er skabt en lang række aktiviteter for børn i form af guidede tur og workshops.

Børn og voksne kan dermed blandt andet opleve store gopler gjort af garn, en seks meter høj strandstol og et hus, hvor regnen konstant siler ned - indendøre vel at mærke.

- Vi er klar til at invitere alle århusianere og danskere samt brede armene ud til hele verden for den største kulturbegivenhed i Danmark i år, siger Aarhusborgmester Nicolai Wammen.

Ny stor containerby
Som noget nyt er der bygget en stor containerby på Tangkrogen, der bliver indgangsportal til udstillingen, som breder sig over en to en halv kilometer lang strækning langs kysten.

Kronprinsesse Marys australske baggrund banede vejen for udstillingen, da hun og kronprins Frederik sammen så den oprindelige udgave af Sculpture by The Sea på Bondi Beach i Australien.

De tog idéen med til Danmark, hvor kunstmuseet ARoS fik tilladelse til at realisere den med kronprinsparret som protektorer.

Idémanden bag den australske udstilling, David Handley, glæder sig over modtagelsen i Danmark.

- Århusianerne har fra første start taget udstillingen til sig som deres egen. Derfor er vi meget spændte på reaktionen af denne anden udgave, siger han.

Udstillingen åbnes officielt af kronprinsparret torsdag og fortsætter til 3. juli.

0 kommentarer
Vis kommentarer