Svensk prins brugte 70.000 på Nasa

Prins Carl Philip og venner dansede på sæderne til klokken 5 om morgenen på natklubben Nasa

Carl Phillip - her fotograferet sammen med sin ekskæreste Emma Pernald - fyrede den i weekenden af i det københavnske natteliv. (Foto: All Over)
Carl Phillip - her fotograferet sammen med sin ekskæreste Emma Pernald - fyrede den i weekenden af i det københavnske natteliv. (Foto: All Over)

Han er kendt for at være den kedelige i den kongelige gruppe, men når den svenske prins Carl Philip indtager København, forstår han at ryste støvet af sig.

Sammen med en flok på omkring 20 venner indtog han i lørdags kendis-oasen Nasa, så ingen var i tvivl om, at det var pengestærke mennesker, der var i byen.

– De gav den fuld skrue og dansede i sofaerne og benyttede sig fuldt ud af klubben, siger Nasas ejer, Jacob Svinggaard, til Ekstra Bladet.

De var fulde
Han kunne glæde sig over, at pengene sad løst på det overrislede selskab.

– De brugte bl.a. 40.000 kroner på en treliters flaske champagne af mærket Cristal, afslører Svinggaard.

Derudover brugte den svenske gruppe deres kreditkort så lystigt, at de nåede op på at have lagt i alt 70.000 kroner, inden klubben lukkede klokken fem om morgenen, hvorefter selskabet tog tilbage til deres hotel.

– Jeg tror ikke, de kunne drikke mere på det tidspunkt. De var fulde, men på den gode måde. Ikke som de svenskere, man møder i Nyhavn en lørdag morgen, lyder det fra barejeren, der om lørdagen har brystbomben Jackie Navarro som værtinde på ’Jackie Rabbit Slims’.

Det glade selskab med den svenske prins i front kom ved 1.30-tiden, efter at de havde været i Parken til technofesten ’Sensation White’, hvor tilskuerne var klædt i hvidt.

Sidste år var prins Carl Philip også på Nasa, så det kan have været ham, der tippede selskabet –  der fejrede en af deltagernes fødselsdag –  om, at det var her, der var gang i den i København.

– Det var virkelig en fest, fra de kom, til de gik, siger Jacob Svinggaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere