Minister ville se Frede og Marys børn

Kronprinsparret ryster jetlag af sig og indleder officielt besøg i Thailand, hvor udenrigsministeren gerne havde set parrets børn, Christian og Isabella

Frederik og Mary skulle have taget Christian og Isabella med, mente den thailandske udenrigsminister. (Foto: Jens Dresling)
Frederik og Mary skulle have taget Christian og Isabella med, mente den thailandske udenrigsminister. (Foto: Jens Dresling)

Med en officiel middag i aften (lokal tid) i Bangkok tog kronprins Frederik og kronprinsesse Mary for alvor fat på deres officielle besøg i Thailand.

Med til bords var Thailands udenrigsminister og vicepremierminister, Olarn Chaipravat. Han holdt tale og noterede sig, at prins Christian og prinsesse Isabella ikke er med på turen.

- Jeg ser frem til at se børnene på jeres næste besøg, sagde han.

Parret ankom til Bangkok i morges - Mary fra Danmark og Frederik fra USA. Trods jetlag var de ved middagstid på besøg på den danske ambassade. Derefter var der nogle timer til at komme til hægterne, inden parret atter var 'på'.

Specielt kronprins Frederik med den lange flyvetur fra USA i bagagen virkede lidt jetlagsramt, da parret ankom til en række udstillinger, som danske virksomheder har lavet i et shoppingcenter.

Men under samtalerne med repræsentanter fra virksomheder som Grundfos, B&O og Arla Foods så det ud til, at trængsler med tidsforskel gled i baggrunden.

Mary virkede også klar, og hun fik fortalt om modetøjsfirmaet Evita Peronis planer om at sælge tøj rundt om i verden. Hun var selv klædt i en elegant, klassisk grå kjole af silke, der måske nok også kunne inspirere designerne i Evita Peroni, der er en del af Deichmann & Co i Holte.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere