Børnepsykolog: Pas på Nikolai og Felix

De to små prinser skal have ekstra opmærksomhed nu, hvor de får en lille ny bror eller søster, advarer børne- og familiepsykolog John Halse

Marie og Jokke står snart over for den klassiske 'dine børn, mine børn og vores børn'-udfordring - som så mange skilsmisse-familier har prøvet før dem. (Foto: All Over Press)
Marie og Jokke står snart over for den klassiske 'dine børn, mine børn og vores børn'-udfordring - som så mange skilsmisse-familier har prøvet før dem. (Foto: All Over Press)

Prinsesse Marie og prins Joachim møder nu en udfordring, som tusindvis af danske skilsmisse-familier allerede står i: dine børn, mine børn og vores børn.

En guldgrube for alle tænkelige udfordringer, konflikter og fejltrin.

Marie skal nu være optaget at sin opgave som åben og kærlig stedmor for seksårige prins Felix og niårige prins Nikolai, samtidig med, at hun skal give sig hen og nyde sin graviditet og sit kommende barn.

Og Joachim skal være ekstra nærværende og give sine sønner ekstra opmærksomhed, så de ikke kommer til at opleve endnu et svigt.

Bor langt fra far
For de to drenge har allerede ved skilsmissen oplevet ét svigt.

Hvis deres far og stedmor ikke formår at inddrage dem i glæden og give dem ekstra opmærksomhed og kærlighed nu, hvor lyset automatisk falder skarpere mod Maries og deres fars kommende baby, så vil drengene derfor opleve et dobbelt svigt, der kan mærke dem for livet.

– Det første ønske, skilsmissebørn har, er, at deres forældre bliver boende tæt på hinanden. Det ønske har Felix og Nikolai ikke fået opfyldt. Der er meget langt fra Hellerup til Tøndermarsken, og kontakten til deres far er i forvejen tyndere, siger børne- og familiepsykolog John Halse og fortsætter:

– Marie skal være klar over, at hun aldrig vil komme til at elske sine papbørn på samme måde som sit eget barn. Men begge forældre skal til gengæld være meget opmærksomme på, at Felix og Nikolai føler sig elskede.

– Hvis Marie og Joachim formår at få drengene til at føle, at de ikke mister noget, men tværtimod får noget, der binder familien tættere sammen, så vil det give dem det selvværd, der er altafgørende for et godt liv, siger børne- og familiepsykologen.

– Indtil videre ser det ud til at kunne lykkes. Især fordi de er så heldige, at Alexandra tydeligt viser, at hun godt kan li’ Marie og offentligt har sagt, at Marie er en dejlig kvinde. Sådan noget styrker børnenes forhold til deres stedmor, siger John Halse.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!