Joachim og Marie venter barn

Så er det ganske vist. Hoffet oplyser, at Joachim og Marie er i 'lykkelige omstændigheder'. Marie skal føde på Rigshospitalet i begyndelsen af maj

Så er der snart småfolk på slottet. Og det er ikke nisser, der er tale om. (Foto: Thomas Sjørup)
Så er der snart småfolk på slottet. Og det er ikke nisser, der er tale om. (Foto: Thomas Sjørup)

'Prins Joachim og prinsesse Marie har den glæde at meddele, at prinsesse Marie er gravid. Fødslen forventes at finde sted på Rigshospitalet i begyndelsen af maj 2009.'

Således lyder den kortfattede, men glædelige nyhed fra hoffet, der mandag formiddag blev offentliggjort på hjemmesiden www.kongehuset.dk

Ifølge kommunikationschef i kongehuset, Lene Balleby, har prinsesse Marie det godt. Det skriver Ritzau. Marie vil være fyldt 33 år, når hun bliver mor for første gang.

Tidligere i år blev Joachim spurgt, om han og Marie regnede med at have en baby med på næste års sommerferie. På spørgsmålet svarede Joachim: - Hvem ved?

...og nu ved vi det så.

Joachims tredje barn
Spekulationerne om en mulig graviditet har været på banen længe. Blandt andet blev det for nylig bemærket, at Marie var begyndt at gå påfaldende meget i løst tøj - eksempelvis tunikaer, hvilket nu har vist sig at have en helt naturlig og lykkelig årsag.

Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift 24. maj i år i Møgeltønder Kirke, tæt ved parrets hjem på Schackenborg Slot i Sønderjylland.

Den lille ny bliver Maries første barn, mens Joachim har to børn fra sit ægteskab med grevinde Alexandra. Prins Nikolai på ni år og prins Felix på seks.

Marie på børnehjem
Ifølge den kongelige kalender tager Marie i dag til Marokko på et todages besøg.

I morgen skal hun på besøg på et børnehjem i Rabat. Blandt andet for at uddele LEGO-klodser.

I næste uge planlægger prinsesse Marie at tage til Rusland med Prins Joachim.

Navneleg
Frederik, Christian, Margrethe, Ingrid, Børge eller Bettina...?

Her på ekstrabladet.dk vil vi gerne som en service til kongehuset hjælpe Joachim og Marie med opfindsomme forslag til det kommende barn.

Hvis du har et godt forslag, så send det derfor til os på adressen kontakt1@eb.dk, så samler vi sammen og giver forslagene videre til det lykkelige par.

1 af 2 Joachim har i forvejen Nikolai på ni år og prins Felix på seks. (Polfoto/Jens Dige)
2 af 2 Så er der snart småfolk på slottet. Og det er ikke nisser, der er tale om. (Foto: Thomas Sjørup)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere