Frede og Jokke: Far har aldrig lagt hånd på os

Prins Henriks to sønner fortæller om deres far i anledningen af prinsgemalens 80 års fødselsdag den 11. juni

Både kronprins Frederik og prins Joachim husker en barndom med mange kys fra deres far. - Nogle gange bliver vi stadig taget for at være en konfirmand. Det skal man ikke tage ilde op, men man bliver nulret i hovedet, siger kronprins Frederik. (Polfoto)
Både kronprins Frederik og prins Joachim husker en barndom med mange kys fra deres far. - Nogle gange bliver vi stadig taget for at være en konfirmand. Det skal man ikke tage ilde op, men man bliver nulret i hovedet, siger kronprins Frederik. (Polfoto)

I et nyt interview fortæller kronprins Frederik og hans lillebror, prins Joachim, om den opsigtsvækkende tale kronprins Frederik holdt til sine forældres sølvbryllup.

' Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed. Til tider var den måske lidt overvældende, måske også lidt tilfældig. Som barn følte jeg mig tit lidt magtesløs over for din stringente logik, din klare syntaks og dit galliske temperament', sagde kronprinsen i talen i 1992, som fik stor ros - men også fik mange til at se prinsgemalen som en hård far.

Nærmest børnemishandling
- Da det kom frem, at den, man elsker, tugter man, og samtidig var kommet frem, at vi først havde spist vores første måltid med vores forældre som fireårige, gav det røre. Det, syntes danskerne, var helligbrøde. Nærmest børnemishandling. Men det var ikke unaturligt for os. Vi har ikke lidt under det. Vi har ikke taget skade af det, siger kronprinsen i et eksklusivt interview med Billed-Bladet, som prins Henriks sønner har givet i anledningen af deres fars runde dag.

Men både kronprins Frederik og prins Joachim understreger, at deres far aldrig har lagt hånd på dem.

- Han ville aldrig lægge hånd på sit eget afkom, siger kronprinsen, der mener, at årsagen skal findes i, at prins Henrik selv er vokset op med prygl men ikke bar nag.

Spanskrør og afstraffelse
- Der var spanskrør og korporlig afstraffelse. Men igen, så var det slut bagefter. Han havde som mange andre på den tid en rimelig barsk opdragelse, siger kronprinsen, der dog også afslører, at prins Henrik ikke stod klar med en trøstende skulder, når hans drenge slog knæene.

- Hvis man kom hylende hen til vores far, og hvis ikke nærmest hele benet hang i en tråd, så lød det: Vi græder ikke...On ne pleure pas. Det var måske et af familiens mottoer til opdragelsen blandt drengebørnene, for vi har hørt det blandt vores fætre også, siger prins Joachim i interviewet.

0 kommentarer
Vis kommentarer