Brand under kronprinsparrets ferie

Brandvæsnet rykkede ud til Gråsten Slot

Her ses kronprinsparret med deres børn på Gråsten Slot ved en tidligere lejlighed. Familien holder lige nu ferie på Gråsten Slot. Foto: Arki/Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Her ses kronprinsparret med deres børn på Gråsten Slot ved en tidligere lejlighed. Familien holder lige nu ferie på Gråsten Slot. Foto: Arki/Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Tirsdag eftermiddag udspillede der sig noget af et drama på Gråsten Slot i Sønderjylland, hvor kronprinsparret sammen med deres børn i øjeblikket holder sommerferie.

Her brød en af deres golfbiler pludselig i brand og brændte helt ud midt i slotshaven.

Det skriver JydskeVestkysten.

- Det var en kortslutning i golfbilen. Nej, jeg ved ikke, om det var kronprins Frederik eller hvem, der ringede efter hjælp, siger politikommissær Thomas Berg fra Syd- & Sønderjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Politiet oplyser, at der ikke var fare for bygninger eller mennesker under episoden, og at brandvæsenet hurtigt kom til stedet og fik slukket ilden.

- Der er tale om en kold bil, hvor batteriet selvantændte. Det er ikke ualmindeligt, at det sker, siger Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi og fortsætter:

- Branden blev slukket hurtigt, og der var ikke fare for skader på bygninger eller andet. Jeg kan ikke oplyse, hvorvidt kongefamilien var i nærheden, da det skete. Sådanne ting udtaler vi os ikke om, siger hun videre.

Den royale familie har for vane at samles på Gråsten Slot om sommeren. Foto: Nicolai Tobias
Den royale familie har for vane at samles på Gråsten Slot om sommeren. Foto: Nicolai Tobias

Bekræfter hændelse
Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, som bekræfter hændelsen.

'Vi kan bekræfte, at der har været en mindre brand i en golfvogn på Gråsten. Branden skyldes en kortslutning og ingen er kommet til skade', skriver kommunikationsafdelingen i en mail.

Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn, prinsesse Isabella, prins Christian, prinsesse Josephine og prins Vincent holder lige nu sommerferie på Gråsten Slot i Sønderjylland.

Her slapper de af og spiller blandt andet tennis, hvilket kronprinsesse Mary har fortalt om på Instagram, hvor hun ligeledes har delt private billeder fra ferien.

84 kommentarer
Vis kommentarer