Danskerne forvirrede over billeder: 'Synd for dronningen'

Portrætter af dronning Margrethe gennem tiden har fået danskerne til at sende flotte roser og overraskede miner mod majestæten

Både helt almindelige danskere og kunsthistoriker er ikke helt glade for valget af portrætmaler til dronningens nyeste billede. Foto: Philip Davali
Både helt almindelige danskere og kunsthistoriker er ikke helt glade for valget af portrætmaler til dronningens nyeste billede. Foto: Philip Davali

Tirsdag er en stor dag for Danmarks dronning.

Her åbner udstillingen 'Dronningens ansigter', hvor besøgende kan se dronning Margrethe portrætteret gennem tiden.

Det oplyser Det danske kongehus på deres sociale medier.

'En regents ansigt, en mor og farmors ansigt, en kunstners ansigt. Hendes Majestæt Dronningen har mange ansigter, og gennem tiden er disse blevet portrætteret flere gange. På tirsdag åbner udstillingen ”Dronningens Ansigter”, som gennem en række portrætter illustrerer Dronningens liv, virke og særlige interesser gennem otte årtier', starter opslaget. 

Udstillingen er skabt i forbindelse med dronningens 80 års fødselsdag og sammen med de gamle portrætter vil der også være et helt nyt at finde af dronningen, der er malet af Niels Strøbek.

'Kunstneren står bag de første portrætter af Majestæten efter tronskiftet og har sidenhen portrætteret Dronningen flere gange. Her vises fire af Niels Strøbeks malerier, som er blandt portrætterne på udstillingen ”Dronningens Ansigter” på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot', lyder det afslutningsvist.

Men selvom flere danskere har kommenteret billederne og roser portrætterne og dronningen, er der altså ligeså mange, der ikke mener, at det er de bedste billeder af majestæten.

'Jeg synes nu ikke de billeder er særlig gode. På det første billede er hals og hoved forkert i forhold til kroppen og ved kjolen med flæserne er den ene arm for kort', skriver en.

'De to første billeder ligner noget der er malet af en god hobby maler. Ligheden og vinklerne er ikke “spot on”', skriver en anden.

'Mærkelige billeder', skriver en tredje kortfattet.

Synd for dronningen
Og danskerne tager altså ikke helt fejl. I hvert fald ikke, hvis man spørger kunsthistoriker og ekspert i portrætkunst Thyge Christian Fønss-Lundberg.

Han mener nemlig, at maleren Niels Strøbek har haft sin tid, og at det nu er tid til at søge mod nye kunstnere, der kan tilføre noget nyt til tolkningen af dronnings udseende.

- Jeg synes Strøbek har gjort det rigtig godt med hans tidligere værker, hvor han var en af sin tids mest banebrydende danske kunstnere. Men han har haft sin tid, og det er noget, der hører til i 70'erne og starten af 80'erne, siger han til Ekstra Bladet.

Kritikken går dog ikke kun på Strøbek, men derimod også på Frederiksborg Slot, som Thyge Christian Fønss-Lundberg mener har en forpligtigelse til at vise danskerne, hvad der ellers findes af talentfulde malere.

- For mig er det et paradoks, at netop Frederiksborg, vores lands portrætmuseum, er det eneste museum, der bliver ved med at bestille billeder af ham. De sidste otte år har museet i anledning af kongelige mærkedage bestilt fire nye portrætter, hvoraf de tre er bestilt hos Strøbek. For mig vidner det om en meget snævertsynet og konservativ tilgang til portrætgenren, som museet jo netop skal formidle, fortæller han og fortsætter:

- Danmark har i disse år en stor talentmasse af folk, der maler portrætter, og der er stor folkelig opbakning til genren, hvilken man jo blandt andet ser, når DR i bedste sendetid leder efter landets bedste portrætmaler. Jeg synes, det er mærkeligt, at dem, der skal fokusere mest på det her emne, vælger en, der har haft sin storhedstid for 30-40 år siden. Det er synd for dronningen, publikum og egentlig også Strøbek, for han har ikke bidraget med noget væsentligt til kunsthistorien de sidste mange, mange år.

Tør godt vove pelsen
Ifølge Thyge Christian Fønss-Lundberg er det ikke fordi, at dronningen ikke tør vælge en ny kunstner. Tidligere har både hun og prins Henrik været meget opmærksomme på at vælge uprøvede kunstnere, som for eksempel netop den unge Strøbek, Jørgen Boberg og Thomas Kluge, når det kom til bestilling af portætter.

Derfor håber kunsthistorikeren også på, at man snart får øjnene op for alle de talenter, der lige nu findes inden for portrætkunst i Danmark.

- Det er ikke fordi dronningen ikke tør, det virker som om at museet ikke tør. Vi har så mange spændende portrætkunstnere lige nu, for hvem en kongelig bestilling fra Frederiksborg vil betyde alt. Brug dem dog!

Han er derfor også ambivalent over afsløringen af det nyeste billede fra Niels Strøbek.

- Jeg ville elske, hvis jeg blev glædeligt overrasket, selvom jeg har lidt svært ved at forestille mig det, lyder det.