Derfor fortæller kongehuset om prins Henriks sygdom

Kongehuset vil ikke risikere, at andre kommer dem i forkøbet, mener kongehusekspert

Prins Henriks blev sidst set offentligt til Peter Zobels bisættelse i september. Foto: Jonas Olufson
Prins Henriks blev sidst set offentligt til Peter Zobels bisættelse i september. Foto: Jonas Olufson

Klokken 19.21 søndag aften tikkede kongehusets pressemeddelelse om prins Henriks indlæggelse ind de danske redaktioner.

'H.K.H. Prins Henrik er her til aften blevet indlagt på Rigshospitalet i København. Prinsen har siden begyndelsen af januar opholdt sig i Egypten og blev for nogle dage siden indlagt på hospital.

Det er i forlængelse heraf, at Hans Kongelige Højhed nu er kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet', fremgik det af pressemeddelelsen.

Og der er en helt særlig grund til, at kongehuset selv melder historien ud, mener Sebastian Olden-Jørgensen, der er kongehusekspert og lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.

H.K.H. Prins Henrik. Foto: Ritzau Foto Kendte Henriks sygdom kan hjælpe tusindvis

- Det må jo være alvorligt, og så vil de nok helst sige det selv – snarere end at nogen opdager det og serverer det som en sensation. Deres strategi er jo at informere sig ud af så mange vanskeligheder som muligt, forklarer han til Ekstra Bladet.

- Det er mange år siden, at noget som helst omkring de kongeliges helbred kunne forblive skjult, så her gør de det eneste fornuftige, tilføjer han.

Olden-Jørgensen gætter på, at kongehuset – ganske som det var tilfældet, da prins Henrik var indlagt i sommer – vil melde ud, hvad han bliver behandlet for.

- En hospitalsindlæggelse af en gammel mand kan dække over frygtelig mange ting, så det ville ikke undre mig, hvis de også udsender en pressemeddelelse om, hvad han fejler.

Se også: Prinsens nære ven fløj hjem med Henrik: - Vi var sammen indtil for få timer siden

Se også: Kong Henrik overrasker: Giver interview til egyptisk talkshow

Prins Henrik fotograferet med Enan Galaly i Egypten i 2016. Foto: Helnan Hotels
Prins Henrik fotograferet med Enan Galaly i Egypten i 2016. Foto: Helnan Hotels
 

Prins Henriks nære ven hotelejeren Enan Galaly, som han var sammen med i Egypten indtil søndag, har forklaret overfor Ekstra Bladet, at den 83-årige prins' indlæggelse ikke skyldes et uheld.

- Jeg synes, det er lægerne, der skal kommentere den type ting. Men det er ikke et uheld eller noget uregelmæssigt, der er sker. Man skal ikke tro, der er sket i uheld. Det er noget, som lægerne i Danmark forsøger at klare, fortæller den dansk-egyptiske forretningsmand til Ekstra Bladet.

- Har indlæggelsen relation til prinsens demenssygdom?

- Nej, det kan jeg ikke kommentere. Det har relation til lægelig behandling, så det er svært for mig at udtale mig om, lyder det fra Galaly, der har været venner med prinsen i over 40 år. Han var også med, da prinsen blev fløjet til Danmark.

Prins Henriks helbred

12. juli 2017: Hoffet bekræfter overfor Her & Nu, at der 'for nylig er ansat sundhedsfagligt personale' til at hjælpe prins Henrik.  Ifølge kommunikationschef Lene Balleby på grund af prinsens alder og ikke af en 'medicinsk årsag'.

13. juli 2017: Prins Henrik bliver indlagt på Aarhus Universitetshospital. Dagen efter overføres hans til Skejby Sygehus. Fire dage senere afslører kongehuset, at Henrik har gennemgået en operation og fået en ballonudvidelse.

14. august 2017: Hoffet meddeler, at Henrik dagen før blev indlagt på Rigshospitalet på grund af smerter i højre ben som følge af operationen.

22. august 2017: Prins Henrik bliver udskrevet fra Riget og tager ifølge kongehuset ophold på Fredensborg Slot, hvor han 'i den kommende tid har brug for ro og hvile'.

6. september 2017: Kongehuset meddeler i en pressemeddelelse, at 'Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens'. Samtidig oplyses det, at prinsen fremover yderligere vil neddrosle sine aktiviteter.

28. januar 2018: Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal 'gennemgå yderligere undersøgelser'.

2. februar 2018: Kongehuset meddeler, at prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge, der heldigvis vist sig at være godartet. Prinsen bliver samme dag overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion.