Dronningen dropper sommertogt

Dronning Margrethe har på grund coronavirussen aflyst årets sommertogt, som i stedet skal afholdes i 2021

Dronning Margrethe skal ikke rundt i Danmark med Kongeskibet Dannebrog denne sommer. Foto: Olivia Loftlund
Dronning Margrethe skal ikke rundt i Danmark med Kongeskibet Dannebrog denne sommer. Foto: Olivia Loftlund

Dronningens planlagte sommertogt er aflyst. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

'På baggrund af situationen vedrørende covid-19 aflyses Hendes Majestæt Dronningens planlagte sommertogt med Kongeskibet Dannebrog i sensommeren til kommunerne Thisted den 31. august, Esbjerg den 1. september og Fanø den 2. september,' skriver kongehuset.

'Kommunerne planlægger i samarbejde med Kongehuset at gennemføre besøgene i sensommeren 2021,' fortsætter pressemeddelelsen.

Dronningen aflyste i starten af april sine besøg til Anholt 3. juni og Aarhus Kommune 5.-6. juni, og nu er resten af besøgene altså også droppet.

Se også: Dansk prinsesse ændrer bryllupsplaner

Dronningen plejer traditionelt at besøge en række danske byer med skibet hver sommer, men i år kan det altså ikke lade sig gøre på grund af situationen i Danmark - og i resten af verden.

Traditionen er ifølge kongehuset videreført fra kong Frederik og dronning Ingrid, der på samme måde besøgte danske byer om sommeren med Kongeskibet.

I 2019 var det Køge, Nyborg og Sydslesvig, der fik besøg af dronning Margrethe.

Der bliver ikke vinket fra skibet i 2020. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Der bliver ikke vinket fra skibet i 2020. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Se også: Nyt regnskab: Sådan går det med Margrethes millioner

Sommertogtet er ikke det første arrangement, som dronningen har været tvunget til at aflyse på grund af coronavirussen.

Tidligere i 2020 var dronning Margrethe blandt andet nødt til at aflyse de mange planer, hun havde lagt i forbindelse med sin 80års fødselsdag.

Den blev i stedet fejret på afstand, hvor danskerne blandt andet afholdt fællessang, som dronningen fulgte med i.

Der bliver ifølge kongehuset arbejdet på, at man kan besøge alle de aflyste kommuner i 2021.

23 kommentarer
Vis kommentarer