Dronningens ur kører på batteri og er IKKE lavet af guld

Når dronningen uddeler ure til tjenesteperiodens bedste garder, satses der på gedigent dansk design

'Dronningens Ur' tildeles en særligt udvalgt garder. Foto: Mads Claus Rasmussen
'Dronningens Ur' tildeles en særligt udvalgt garder. Foto: Mads Claus Rasmussen

Der er ure, man kan købe i en butik, og så er der ure, man skal gøre sig fortjent til.

Til den sidste kategori hører 'Dronningens Ur', der er er en hædersbevisning, der tildeles værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde, ved afslutningen af tjenestetiden.

For hvert hold afholdes inden hjemsendelsen en afskedsparade på Livgardens Kaserne, hvor dronning Margrethe takker for god tjeneste i Den Kongelige Livgarde og for god vagt ved de kongelige slotte og palæer.

Ved den lejlighed bliver en værnepligtig garder - der er udpeget af sine kammerater - tildelt 'Dronningens Ur'.

- Det er et dejligt Georg Jensen quartz-ur. Det er ikke et specielt garder-ur, men en af Georg Jensens almindelige, gode modeller, oplyser Jan Stoltenborg fra De Danske Garderforeningers sekretariat.

Uret, der uddeles, er af modellen 'Koppel' fra kongelig hofleverandør Georg Jensen.

Dronning Margrethe overrakte Georg Jensen-uret til den særligt udvalgte garder. Foto: Mads Claus Rasmussen
Dronning Margrethe overrakte Georg Jensen-uret til den særligt udvalgte garder. Foto: Mads Claus Rasmussen
 

Stor ære
Det blev designet af Henning Koppel i 1973 og koster 8.000 kroner, hvis man kommer ind fra gaden og erhverver det i håndkøb - men så følger der desværre hverken 'Dronningens Ur'-inskription på bagsiden eller royalt håndtryk med.

Udover det fysiske bevis, er der naturligvis en stor portion prestige forbundet med, at kunne kalde sig modtager af 'Dronningens Ur'.

- Det er en meget stor anerkendelse og stor ære, siger Jan Stoltenborg fra De Danske Garderforeninger og fortsætter:

- Det uddeles tre gange om året, og det handler om, hvem der har været den bedste kammerat og passet sit arbejde rigtig godt. Udover indstillingen fra kammeraterne vurderer ledelsen også, hvordan den pågældende har udført sin tjeneste. På baggrund af de to indstillinger, bliver den bedste garder så valgt, og vedkommende får 'Dronningens Ur'.

Historien bag 'Dronningens Ur' går tilbage til 1969, hvor der i anledning af Kong Frederik IX 70 års fødselsdag blev oprettet en fond.

Kongens Ur
Fondens midler på 25.187 kr. blev tilvejebragt ved bidrag fra medlemmer af De Danske Garderforeninger.

Kongen bestemte, at der årligt for renterne skulle indkøbes armbåndsure, der med indgraveringen 'Kongens Ur" og det aktuelle årstal.

Første gang, kongen udleverede et ur ved en afskedsparade, var 17. februar 1970. Betegnelsen 'Kongens Ur' blev efter tronskiftet i 1972 meget naturlig udskiftet med 'Dronningens Ur'.

Seneste uddeling fandt sted i dag på Livgardens kaserne på Gothersgade i København.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen