Eksperts hårde dom: - Hun havde sigtet højere

Grevinde Alexandras ambitioner var større end jobbet hos B&O, mener kongehusekspert Søren Jakobsen

Grevinde Alexandra er blevet ansat i B&O, hvor hun er startet mandag morgen. Foto: Anthon Unger
Grevinde Alexandra er blevet ansat i B&O, hvor hun er startet mandag morgen. Foto: Anthon Unger

Mandag er første arbejdsdag for grevinde Alexandra hos B&O, og der er grund til at lykønske virksomheden.

Jobbet er nemlig ifølge kongehusekspert Søren Jakobsen under grevindens ambitionsniveau.

- Det er et udfordrende sted, hun er blevet ansat, så hun får brug for alle sine talenter. Det er jo et firma i livstruende krise, og det er nok også et andet job, end hvad hun selv havde af ambitioner. Hun havde nok sigtet efter en lidt højere placering, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Alex scorer topjob

Han ser grevinde Alexandras nye stilling som et naturligt skridt videre ad den linje, hun har lagt ved at frasige sig apanagen.

- Det er fint, at hun har fået jobbet, for hun har jo ikke nogen kæmpemæssig formue at tære på. Så jeg siger tillykke, og jeg håber, at B&O får glæde af det, for de har i høj grad brug for al den salgshjælp, de kan få, siger Søren Jakobsen.

Grevindens titel bliver Director for Client Programmes ved virksomhedens hovedsæde i Lyngby, og hendes job vil bestå i at finde nye kundegrupper og styrke udviklingen af kundeprogrammer på tværs af marketing og salg.

Da grevinde Alexandra blev skilt fra prins Joachim gav hun udtryk for, at hun ønskede en international karriere. Hun starter nu i stedet hos danske B&O. Foto: Linda Johansen
Da grevinde Alexandra blev skilt fra prins Joachim gav hun udtryk for, at hun ønskede en international karriere. Hun starter nu i stedet hos danske B&O. Foto: Linda Johansen

Kendisfaktor virker
Ifølge kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen giver det god mening, at grevinde Alexandra er blevet hyret ind til netop sådan en stilling.

- Måske er det ikke så overraskende, men det er alligevel interessant, at det sted, hun er kommet ind, kan bruge hendes kendisfaktor og evnen til at omgås mennesker. Hvis der er noget sted i en organisation, hvor den erfaring hun har oparbejdet gennem årene kan bruges, så er det i kundeafdelingen, siger han.

Også Søren Jakobsen bemærker, at hun har evner, der passer til jobbet.

- Hun har vist, at hun er performer og kan gribe en stemning. Det skal en salgs- og marketingsmedarbejder kunne, og det kan hun i høj grad. Men selvfølgelig udnytter B&O også hendes titel, siger han.

Han ser jobbet som en begyndelse for grevindens karriere i erhvervslivet, som måske kan åbne nogle andre døre på sigt.

- Hun har jo været ude af erhvervslivet i mange år. Der er jo et kæmpe spring, fra hun forlod Hong Kong i 1995 til nu. Verden ser meget anderledes ud nu, og hendes erhvervsevner er ikke helt ajourført. Så derfor er det nok meget sundt, at hun begynder, hvor hun gør nu, siger han.

Se også: Dansk direktør sætter til salg for svimlende millionbeløb

Kan ikke erstatte apanage
Ingen af de to kongehuseksperter har mulighed for at kommentere grevinde Alexandras økonomiske situation mere præcist, men Søren Jakobsen mener ikke, at det nye job kan konkurrere med apanagen.

- Hvis hun skulle op i noget, så skulle hun jo være salgsdirektør i et stort firma, og det er hun jo ikke. Men jeg ser det som en begyndelse på noget, siger han.

Heller ikke grevindens sidegeschæft med bog og foredrag kan gøre op for en apanage, mener Sebastian Olden-Jørgensen.

- Man kan gøre den almindelige betragtning, at man jo skal hedde Bjarne Reuter eller Jussi Adler Olsen for noget nær at kunne leve af at skrive bøger, og særligt når man tænker på en tilværelse i overklassen. Men hun har jo en personlig formue i huset. Så man skal ikke opfatte de her ting som en erstatning for apanagen, siger han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra grevinde Alexandra om hendes nye stilling.

105 kommentarer
Vis kommentarer