Ekstra Bladet kårer: Nu skal han være Kong Henrik

Nu skal det være. Ekstra Bladet kårer i dag prinsgemalen til Kong Henrik. Som ægtefælle til dronning Margrethe har han hyppigt luftet sin dybe ambition om at blive ligestillet med sin hustru. Flere stærke stemmer støtter, at kongehusets sjoveste og modigste karakter fortjener at blive forvandlet fra en frustreret prins til en glad konge

Hør Ekstra Bladets chefredaktør fortælle, hvorfor Prinsgemalen har fået en opgradering

Kong Henrik!

Denne ophøjede stillingsbetegnelse må dronning Margrethes ægtefælle ikke give sig selv. Det ville kræve en ny forståelse af titlens officielle betydning eller en grundlovsændring.

Men det må Ekstra Bladet og prinsgemalens lidt mere end 5,6 millioner undersåtter gerne.

Tronfølgeloven forlanger, at den 80-årige mand med rødder i den franske adel tøjler sin hyppigt markedsførte lyst til at træde ud af dronningens skygge. Men der er ikke tale om en beskyttet titel. Elvis Presley var konge. Det samme er en mindre hær af berømte sportsstjerner, gøglere og topdirektører med succes.

Kongen af Danmark kan også være et rødt bolsje med anis-smag.

Et spørgsmål om vilje
Ingen kan derfor forhindre danskerne i at udnævne kongehusets sjoveste, modigste og mest farverige karakter til konge. Heller ikke Folketinget, politiet og Margrethe II. Det er udelukkende et spørgsmål om vilje.

Det gør vi så. Vi gør det i respekt for mandens eget ønske og i passende anledning af kvindernes internationale kampdag. Ligestilling må ikke alene være en menneskeret for undertrykte kvinder, men også for frustrerede prinser i toppen af samfundets hierarki.

Det er ikke, fordi vi på Ekstra Bladet pludselig har fået ondt af en mand, der har giftet sig til så mange danske kroner og så uanede privilegier, at han kunne asfaltere sine jagtrevirer med dyr Cahors-rødvin og gåseleverpostej.

(Foto: Jonas Olufson)
(Foto: Jonas Olufson)
 

Henrik skal være glad
Motivet er i langt højere grad, at Danmark fortjener, at vi forvandler en frustreret prinsgemal til en glad konge, eller som filmproducenten Peter Aalbæk formulerer det i sin uforbeholdne støtte:

– I min branche uddeler vi titler til højre og venstre for at gøre folk glade, så hvorfor ikke gøre det samme med Henrik. Han er for stort et plus for os alle sammen til at gå og være ked af det. Danmark ville være fattigt uden ham, så han SKAL være glad, for søren.

Der er også modstandere. Som erhvervsmanden Asger Aamund:

– Jeg ville gerne komme prinsgemalen til undsætning. Han er uden tvivl et begavet og kreativt menneske. Men jeg har svært ved at finde substansen i hans ønske. Form og indhold skal nu en gang helst følges ad i min verden, og det afspejles jo klart i arvefølgen, at han skal stå tilbage for kone og sin ældste søn, siger Asger Aamund.

Det er Kong Henrik ikke enig i.

’Hvorfor skal jeg være under min kone? Hvorfor? Sådan er livet. Det accepterer jeg – eller nej, jeg accepterer det ikke. Det vil jeg aldrig.’

Det fastslog han igen for tre uger siden under et interview med hollandske reportere, og han har adskillige gange siden 1996 sagt noget lignende i en biografi og i interviews med dansk og fransk presse.

Det er historisk betinget
Ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen, der er ekspert i kongehuset, kan godt følge Kong Henriks undren over, at han kun kan blive prinsgemal, når en regerende konges hustru bliver dronning.

– Det er fuldstændig rigtigt, ud fra et ligestillingesynspunkt, at der ikke er er fuld ligestilling på det her punkt. Men det er historisk betinget. Kongen fremstår i grundloven entydigt som monarken, mens en dronning både kan være regenten og hende, der er gift med regenten. Det er en politisk beslutning, om man vil ændre det, eller om man vil holde fast i traditionerne.

Desværre har Henrik tilsyneladende mange danskere imod sig. I en rundspørge i Nordjyske Stiftstidende vendte et klart flertal af dagbladets læsere tommelen nedad for prinsgemalens drøm om at blive tituleret som konge.

Nu tager vi skridtet fuldt ud
Lovgivningsapparatet har tidligere trukket sig. I 2009 var et folketingsflertal klar til at komme ham i møde, men det danske kongehus reagerede aldrig, og så døde den manøvre.

Nu har EKSTRA vakt den til live igen. En rundringning til partiernes ordførere afslører, at der overvejende er en positiv stemning i forhold til at tage Henriks sag op, hvis kongehuset henvender sig.

Spillet i kongehusets og Folketingets kulisser skal dog ikke forhindre EKSTRA i at vende og dreje og tage den fulde konsekvens af en drøm, som manden selv er ude af stand til at kaste af sig.

En mand, der ifølge et enigt kor af meningsdannere, venner og politikere er ’skideskæg’, ’farverig’ og mere folkelig end summen af sine sønner, sine svigerdøtre og sin kone.

Hvorfor nøjes med kongegemal? Lad os dog tage skridtet fuldt ud: Velkommen på forsiden, Kong Henrik!

168 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere