Kongehuset svarer igen på ugeblads-beskyldning om utroskab

Pressechef afviser blankt beskyldninger fra sexolog om, at kronprinsen skulle have besøgt prostitueret

Kongehuset kalder det indirekte 'stærkt krænkende' og 'usandt' at forfatter hævder, at kronprins Frederik skulle have besøgt prostitueret. (Arkivfoto: Henning Hjorth)
Kongehuset kalder det indirekte 'stærkt krænkende' og 'usandt' at forfatter hævder, at kronprins Frederik skulle have besøgt prostitueret. (Arkivfoto: Henning Hjorth)

Sædvanligvis er det sjældent, at kongehuset reagerer på skriverier i de kulørte ugeblade, men en historie i denne uge i Her&Nu har fået kongehuset op ad stolen for at afvise det, de kalder en stærkt krænkende og usand påstand.

Påstanden, som kongehuset nu reagerer på, kommer fra tv-sexologen Jakob Olrik, der i dagens trykte udgave af Her&Nu påstår, at kronprins Frederik skulle have været utro ved at gå til en prostitueret.

Beskyldningerne kommer med baggrund i Olriks bog 'Natsværmer', som ifølge ham selv afslører flere kendte og kongeliges hemmelige besøg hos en prostitueret, om end personerne er let anonymiserede i bogen.

Se også: Dansk sexolog afslører kendte og kongeliges hemmelige sexliv

Påstandene kommer fra forfatterens tidligere kæreste, 'Luna', der har været prostitueret, og nu siger forfatteren, at en af personerne i bogen altså er kronprins Frederik.

Han skulle ifølge Jakob Olrik blandt andet have betalt 50.000 kroner for en nat med Luna på Hotel D'Angleterre, mens PET-vagterne ventede uden for døren.

- Jeg kan ikke bevise hendes udsagn, men når du spørger, er jeg fuldt og fast overbevist om, at hun sagde tingene, som de var. Vi var jo kærester, og hun havde brug for at læsse af, og det ville ikke komme bag på mig, at Kronprinsen var en del af det, lyder svaret på Her&Nu-journalistens spørgsmål om, hvorvidt man kan være sikker på, at Luna har talt sandt.

Se også: Forfatter svines til efter bog om kendte og kongeliges sexliv

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en reaktion fra Kongehusets pressechef Lene Balleby.

Overfor metroxpress er reaktionen fra pressechefen dog ikke til at tage fejl af.

- Kongehuset overvejer løbende, om de ting, der viderebringes i medierne, giver anledning til reaktion. Det gælder også i det konkrete tilfælde, hvor der viderebringes stærkt krænkende og usande påstande, som er baseret på rygter og gætterier, skriver Lene Balleby til avisen.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen