Kronprinsen drønede over stormlukket storebæltsbro

Broen var natten til søndag stormlukket. Flere hundrede blev holdt tilbage, mens kronprinsen helt ekstraordinært krydsede den

Kronprinsen på den røde løber før showet i Herning, som han efterfølgende havde meget travlt med at komme hjem fra. (Polfoto: Astrid Dalum)
Kronprinsen på den røde løber før showet i Herning, som han efterfølgende havde meget travlt med at komme hjem fra. (Polfoto: Astrid Dalum)

Mens flere hundrede andre billister blev holdt tilbage, kørte kronprinsens bil over en stormlukket storebæltsbro natten til søndag, efter at kronprinsen havde været til sportsgalla i Herning.

Det bekræfter Sund og Bælt over for Ritzau.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at nogen tillader nogen, i dette tilfælde kronprinsen, at køre over broen, når den er lukket. Det forstår jeg ikke, kan finde sted, siger Leo Larsen, der er direktør for Sund og Bælt.

Lange ventetider
Stormen Egon bragte lørdag vindstød op til orkanstyrke, hvilket lammede trafikken flere steder i Danmark og lukkede Storebæltsbroen. Det betød lange ventetider, da broen blev lukket lørdag formiddag og først åbnede klokken fire lørdag nat.

Kronprinsens bil krydsede broen natten til søndag omkring klokken tre, viser overvågningsbilleder.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at den tilladelse er givet, hvem end den er givet af. Jeg tror ikke, det er de lokale politikredse, det må være PET, der har givet tilladelsen.

- Det er fuldstændig uforsvarligt at køre over broen, når den er stormlukket. Beslutningen om lukning er truffet af politiet og os af hensyn til færdselssikkerheden, siger Leo Larsen.

Han mindes ikke, at andre har krydset broen på lignende vis, mens den har været lukket.

Politi og blå blink
Sund og Bælt bekræfter, at kronprinsens bil med nummerpladen 'Krone 7' krydsede broen, men om kronprinsen sad på bagsædet, kan ikke bekræftes.

- Bilen var ledsaget af politi med blå blink og det hele frem til broen, og det gør man nok ikke i en tom bil. Det må være ret sikkert, at kronprinsen var med, siger Leo Larsen.

Next stop Qatar
Kronprinsen var lørdag til fest i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor årets sportspriser blev uddelt. Efter nattens festligheder kørte kronprinsen angiveligt mod København igen.

Ifølge kongehusets kalender er næste punkt på dagsorden for kronprinsen VM i herrehåndbold i Qatar den 15. januar.

Kongehuset har endnu ikke ønsket at be- eller afkræfte episoden overfor Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer