Mary misbrugt - kongehuset går ind i sagen

Kronprinsessen er blandt en række af kendte danske kvinder, der bliver misbrugt i en falsk annonce

- Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne når jeg kigger i spejlet, er kronprinsessen citeret for at sige. Foto: Jens Dresling
- Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne når jeg kigger i spejlet, er kronprinsessen citeret for at sige. Foto: Jens Dresling

Kronprinsesse Mary, Sidse Babett Knudsen, Helena Christensen og Sólrun Løkke Rasmussen er alle blandt de danske kvinder, der optræder i en reklame for skønhedsproduktet Perlelux i en ny annonce, der er det rene og skære fup.

Mary er citeret for at hylde firmaets rynkecreme i høje toner.

'Jeg bruger ikke en masse make-up og det har jeg Perlelux at takke for. Produktet har virkelig forbedret min hud på meget kort tid, og jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne når jeg kigger i spejlet. Jeg elsker min hud nu, og hader at gemme mig bag et tyk lag af make-up. Det er slet ikke ualmindeligt at jeg næsten aldrig har make-up på mere', siger kronprinsessen ifølge annoncen, der lige nu dukker op i flere danskeres Facebook-feed.

Se også: Kendt tv-vært misbrugt: - Det er så groft

Hos Kongehuset ser de alvorligt på, at Kronprinsesse Mary bliver brugt i den falske reklame. De vil nu tage kontakt til Perlelux.

- Det er ikke tilladt at gøre brug af den kongelige familie i reklamer og markedsføring, hvilket den pågældende hjemmeside vil blive gjort opmærksom på, oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling til Ekstra Bladet.

Flere misbrugt
Men misbruget af de kendte kvinder stopper langt fra her.

Ifølge annoncen er det statsminister Lars Løkke Rasmussens kone, Sólrun, der er direktør i firmaet. Og hun har ét stort problem, står der i reklamen, hvor hun bliver kaldt 'den smukke blondine'.

'Hun er måske kun 46 år gammel, men det viser sig faktisk at Sólrun Løkke Rasmussen driver en af de mest profitable virksomheder i landet.Den smukke blondine lancerede i al hemmelighed en virksomhed med speciale i hudpleje, og hun har gået stille med dørene om hendes succes som CEO', står der blandt andet.

Også Sólrun Løkke Rasmussen bliver misbrugt i reklamen for Perlelux. Foto: Stine Larsen
Også Sólrun Løkke Rasmussen bliver misbrugt i reklamen for Perlelux. Foto: Stine Larsen
 

Se også: Dansk tv-vært afslører: Derfor brød jeg sammen på direkte tv

'Produktet er gang på gang udsolgt efter kun få minutter, og Sólrun fortæller, at hendes største udfordring som CEO, er at kunne fremstille nok produkter til at tilfredsstille den store efterspørgsel'.

Samtidig står der også i annoncen, at statsministerfruen selv bruger Perlelux med stor glæde.

'Jeg anvender selv Perlelux, og nogle af mine veninder begyndte hurtigt at spørge, hvad der skyldtes den pludselige forandring i min hud. Så begyndte budskabet at sprede sig, og før at jeg vidste det, var der masser af stjerner og kendte der ønskede at afprøve produkterne på egen hud.'

Hakkes ned på Trustpilot
På Trustpilot vælter det ind med dårlige anmeldelser af Perlelux, som angiveligt har hovedsæde i Prag.

- Fup, fup og atter fup. Hold jer langt fra "pengemaskinen". Man tror, det er en vareprøve. Utroværdige og griske. De ødelægger min tro på nethandel. Håber at firmaet må få sådan en over næsen, MEN man kan jo ikke komme i kontakt med dem. Spær kontoen, hvis du har fået en såkaldt vareprøve, skriver en utilfreds, mandlig kunde og kvitterer med en stjerne.

- Fup og fidus! Har lige som de andre bestilt tre produkter, hvoraf jeg kun skulle betale porto. Er i dag blevet trukket 2200 kr. Har gjort indsigelse til banken, som vil prøve at hjælpe mig. Snyde Perlelux! Hold jer langt væk!!!!, skriver en kvindelig kunde.

- Dårligt. Der er tale om et fupfirma, der snyder kunderne og trækker uretmæssige penge på det anvendte kort. Firmaet oplyser ikke om, at man tegner et abonnement, og at der kun er tale om en prøveperiode på 10 dage. Man bør straks anmelde til banken og få spærret kortet, skriver en tredje kunde.

Se hele annoncen her.

Det er langt fra første gang, at kendte kvinder bliver misbrugt i annoncer på nettet. Kronprinsesse Mary har også prøvet det før:

Se også: Marys rynker misbrugt
Mascha Vang måtte opleve, at en fremmed person gav sig ud for at være hende. Foto: Klavs Bo Christensen Kendte Kendte kvinder misbrugt på nettet
Se også: Claudia Rex misbrugt igen

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Sólrun Løkke Rasmussen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Ekstra Bladet har derudover forsøgt at få en kommentar fra Perlelux, men deres angivne nummer eksisterer ikke.

81 kommentarer
Vis kommentarer