Overraskede turister: - Er det virkelig den kongelige familie?

Hvad er bedre end at kunne sige, at man har løbet med kronprinsen? Det skulle da lige være at have vinket til dronningen OG high fivet kronprinsparrets fire børn. Hvis man da ellers er royalist.

Det var - ifølge Frede selv - en drøm, der gik i opfyldelse (Video: Ritzau)

For mange løbere på Royal Runs sidste stop i København var dét præcis, hvad der skete, da de gennemførte ti kilometerstrækningen gennem Frederiksberg og København, der lagde vejen forbi Amalienborg Slotsplads på halvvejen.

Da de første eliteløbere sprintede over Amalienborg slotsplads, var kronprinsparret fire børn, Christian på 12, Isabella på 11 og de syvårige tvillinger Josephine og Vincent på plads i et lille aflukke i selskab med en barnepige.

- Kom såååå! Christian og Isabella heppede begejstret på de mange forbipasserende. Foto: Jonas Olufson
- Kom såååå! Christian og Isabella heppede begejstret på de mange forbipasserende. Foto: Jonas Olufson
 

Klædt i kongeblå Royal Run-t-shirts hujede og heppede begejstret på de mange forbipasserende.

Og så omkring 20 minutter efter at startskuddet var lydt på Frederiksberg dukkede deres farmor op på den modsatte side på balkonen af Christian d. 9.’s palæ. Vinkende og smilede, men dog i behørig afstand til folkefesten, som hendes søn løb rundt midt i. Og som børnebørnene high fivede. Billedet på to forskellige sider af kongehuset.

Faktisk var Frederik så meget i centrum af løbefesten, at han end ikke nåede at vinke til sine royale rødder, som det kom frem i TV2's dokumentar 'Min vej', at han kalder sine fire børn.

- Far, far, råbte de, da han for forbi omkring 27 minutter efter løbsstart, men da var han langt væk. Til gengæld nåede han at vinke til sin mor, der allerede havde siddet klar fra omkring 20 minutter over.

Kort efter trak hun sig tilbage, men børnene holdt ud. Senere fik de også selskab af mor Mary, der kom direkte fra bilen i løbetøj, efter hun havde løbet ti kilometer i Odense.

Stor gensynsglæde, da Mary dukkede op iført løbetøj. Foto: Jonas Olufson
Stor gensynsglæde, da Mary dukkede op iført løbetøj. Foto: Jonas Olufson

Nu var det vist rygtedes i feltet, at der var en meget oplagt selfiemulighed på Amalienborg – i hvert fald dannede der sig en decideret selfie- og high five-kø foran familien.

- Skal jeg få dem væk, spurgte en politimand, men det blev afvist af en af kronprinsfamiliens sikkerhedsfolk.

High five! Foto: Jonas Olufson
High five! Foto: Jonas Olufson

Mange løbere var overraskede over at se kronprinsfamilien på Amalienborg Slotsplads. Foto: Jonas Olufson
Mange løbere var overraskede over at se kronprinsfamilien på Amalienborg Slotsplads. Foto: Jonas Olufson
 

Først efter mere end en time fortrak de fem sig.

- Is that really the royal family, ville en forbløffet, amerikansk turist vide.

Og ja, det var det. Og i dag fremtidssikrede den vist sig selv.

212 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!