Politiet efterforsker brud på tavshedspligt under prins Henriks indlæggelse

Efter anmeldelse mod ansatte på Rigshospitalet har journalist måttet afgive forklaring til politiet

20. februar blev prins Henrik bisat. Her køres kisten ud af Christiansborg Slotskirke og køres væk

9. februar udsendte kongehuset en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod: 'Hans Kongelige Højhed Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret'.

I pressemeddelelsen blev det desuden oplyst, at 'Kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de Vinter OL-Lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark'.

Margrethe og den øvrige kongelige familie besøgte prins Henrik, da han var indlagt på Rigshospitalet i januar og februar. Prins Henrik døde 13 februar. Foto: Jakob Jørgensen
Margrethe og den øvrige kongelige familie besøgte prins Henrik, da han var indlagt på Rigshospitalet i januar og februar. Prins Henrik døde 13 februar. Foto: Jakob Jørgensen


Kort efter pressemeddelelsen var blevet udsendt, fortalte journalist, forfatter og kongehusekspert Trine Villemann live i Radio 24/7, at en kilde på Rigshospitalet havde oplyst hende om, at prins Henriks tilstand ikke blot var forværret, men at han rent faktisk lå for døden.

- Jeg går på Radio 24/7, morgenen efter pressemeddelelsen er sendt ud og fortæller, at det er korrekt, at tilstanden er alvorligt forværret og tilføjer, at en kilde på Rigshospitalet fortæller mig, at prins Henrik er døende, siger Trine Villemann til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det ville jeg nu nok have sagt alligevel, selv om jeg ikke havde min kilde. Jeg er jo en gammel hest i det her spil, og når kongehuset udsender sådan en pressemeddelelse, så er det jo ikke fordi, han har fået influenza. Udover pressemeddelelsen har jeg altså også et menneske på Rigshospitalet, der har fortalt mig ligeud, at prins Henrik er døende.

 

Trine Villemann er journalist, forfatter, debattør og foredragsholder. Hun er især er kendt for at have beskæftiget sig med det danske kongehus. Foto: Jens Dresling
Trine Villemann er journalist, forfatter, debattør og foredragsholder. Hun er især er kendt for at have beskæftiget sig med det danske kongehus. Foto: Jens Dresling

Åben anmeldelse
19. februar henvender politiet sig til Radio 24/7 for at få kontakt til Trine Villemann.

- Jeg får at vide, at der er nogen, der har indgivet en åben anmeldelse mod personalet på Rigshospitalet, fordi jeg har sagt, som jeg har i radioen, siger Trine Villemann, der fredag var en tur forbi politiet.

- Jeg mødte op og gennemlæste min forklaring, hvor jeg naturligvis har meddelt, at jeg under ingen omstændigheder vil fortælle, hvem jeg taler med. Det rager hverken politiet eller nogen som helst andre.

Villemann fortæller, at det undrer hende, at sagen har så høj prioritet.

- Jeg anerkender, at et brud på tavshedspligten er alvorligt, men efter min opfattelse, så fortalte min kilde mig ikke noget, der ikke allerede var offentlig kendt. Det er en politikommissær, der efterforsker den her sag, hvilket jeg synes er ret vildt i forhold til, hvad politiet ellers kunne bruge deres resurser på. For mig hænger det ikke rigtig sammen, siger Trine Villemann.

Hun mener, at sagen får ekstra meget opmærksomhed, fordi kongehuset er indblandet.

- Jeg er ikke selv i fedtefadet, men de jagter min kilde og har åbenbart sat en del resurser af til at finde ud af, hvem jeg har talt med. For mig hænger det slet ikke sammen, at sådan en banalitet får så meget opmærksomhed. Det kan jo kun være fordi, det handler om kongehuset, siger Trine Villemann.

Rigshospitalet: Vi forventer tavshed
Rigshospitalet har over for Ekstra Bladet ikke ønsket at svare på spørgsmål om sagen.

- Jeg kan oplyse, at Rigshospitalet ikke kommenterer på sager, som politiet efterforsker, lyder det i et kortfattet, skriftligt svar fra Rigshospitalets pressechef Marianne Uldall​ til Ekstra Bladet.

Hun vil dog gerne oplyse, hvad man generelt forventer af hospitalets medarbejdere.

- Rigshospitalet forventer, at medarbejderne overholder de lovmæssige bestemmelser om tavshedspligt og er tavse om de forhold, de erfarer i forbindelse med en patientkontakt -  for eksempel oplysninger om diagnoser og undersøgelser, indlæggelse og behandling, oplyser Rigshospitalet.

Politi: Vi tager sagen alvorligt

Hos Københavns Politi bekræfter man over for Ekstra Bladet, at der netop nu pågår en efterforskning i en sag om et muligt brud på tavshedspligten på Rigshospitalet.

- Vi kan bekræfte, at Trine Villemann har været inde hos os og skrive under på sin forklaring. Hun er blevet afhørt telefonisk. Hun er vidne i sagen og er ikke sigtet. Det er korrekt, at der pågår en efterforskning i den forbindelse. Det vil vi gerne bekræfte, men ud over det, vil jeg ikke sige så meget mere, oplyser Københavns Politis pressetalsmand.

Hvad drejer efterforskningen sig om?

- Den handler om, hvor vidt der er en ansat på Rigshospitalet, der har brudt sin tavshedspligt i den her sag.

Hvorfor er efterforskningen iværksat?

- Fordi vi har modtaget en anmeldelse fra en borger, der har hørt Villemann i radioen, og så efterfølgende har kontaktet os og sagt, at der må være tale om et brud på tavshedspligten. Så har vi sat en efterforskning i gang, og vi har afhørt Villemann.

Hvad kommer der til at ske i det videre forløb?

- Vi undersøger sagen, men ellers kan jeg ikke oplyse yderligere. Efterforskningen pågår stadig, men ellers kan jeg ikke fortælle mere.

Hvor alvorligt tager I den her slags sager?

- Det kan jeg ikke kommentere specifikt på, men at vi har startet en efterforskning, det er udtryk i sig selv for, at vi tager sagen alvorligt.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen