Poul Madsen om Henrik: Ikke en konge værdig

Ekstra Bladet fratager nu Henrik den titel, han så inderligt ønsker sig

Ekstra Bladet mødte i går Henrik i Frankrig. Det er fremover slut med at kalde tudeprinsen for konge i disse spalter. Video: Anthon Unger

DET ER IKKE NYT, at prins Henrik gerne vil have titel af konge – det har han efterhånden gentaget utallige gange. Det nye er, at han nu uden omsvøb bebrejder sin kone, dronning Margrethe, at hun ikke har skaffet ham titlen. I et opsigtsvækkende interview med Se og Hør, der fangede en solbrun Henrik i åben bil i Sydfrankrig, siger han, at Margrethe har gjort ham ’til en nar’, og at han ikke giftede sig med hende for at komme til at ligge ved hendes side i Roskilde Domkirke.

DET ER MILDEST TALT ikke særlig sødt sagt.

HENRIK HAR hidtil været kongehusets mest opløftende element i kraft af sin folkelighed med hang til spadsereture på Christiania, syngepiger og besynderlige gevandter. Derfor besluttede vi, folkets avis, Ekstra Bladet, at opfylde hans allerhøjeste ønske, og give ham kongetitlen. Herregud, manden havde stået trofast ved sin kones side i 50 år og vinket tålmodigt til undersåtterne. Hvad ville der gå af os for at kalde ham konge?

Henrik har kæmpet længe for sin titel. Her en forside fra 6. marts 1980.
Henrik har kæmpet længe for sin titel. Her en forside fra 6. marts 1980.
 

SÅ SIDEN Kvindernes Internationale kampdag i 2015 har vi konsekvent kaldt Henrik for Kong Henrik.

VI GAV HAM også titlen for at udstille, at kongehuset er et levn fra fortiden, hvor tiden er gået i stå på enevældens tid. Derfor udstiller Henriks kamp for kongetitlen også, hvor absurd hele det royale foretagende er. Hvis en kvinde er gift med kongen, er hun altid dronning, men hvis dronningen er regent, så er hendes mand ikke konge, men kun prins.

MANGE ER allerede i gang med at udbrede sig om, at Henriks bitterhed må være et udtryk for, at han er syg. Nogle vil sikkert også tænke, at han har smagt lidt for meget på sin egen sure rødvin, umiddelbart før Se og Hørs reporter fangede ham. Både sygdom og alkohol kunne tjene som formildende omstændigheder. Men da kongehuset som sædvanlig intet siger, er det eneste, der står tilbage, et ualmindelig groft angreb fra en snotforkælet ægtemand, der i mere end 50 år har kunnet leve i sus og dus på de danske skatteyderes regning, alene fordi han var gift med den kone, som han nu åbenlyst foragter.

MAN MÅ DESVÆRRE sige, at de formildende omstændigheder i Henriks kamp for kongetitlen er forsvundet. Det, han siger om sin kone, er simpelt hen ikke en konge værdigt. Allermindst folkets konge.

DERFOR FRATAGER VI ham hermed kongetitlen på Ekstra Bladet. Kong Henrik fremstår i dag som en ynkelig tudeprins.

Chefredaktør Poul Madsen mener at prins Henrik har mistet sin charme efter det seneste angreb mod ikke mindst dronning Margrethe. Foto: Linda Johansen
Chefredaktør Poul Madsen mener at prins Henrik har mistet sin charme efter det seneste angreb mod ikke mindst dronning Margrethe. Foto: Linda Johansen
 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen