Presset til Paris: - Der har været et problem

Joachim og Marie siger selv, at der ikke har været fuld enighed om, at de skulle af sted til Frankrig

Fredag havde prins Joachim første arbejdsdag som forsvarsattaché i Paris. Video: Nick Sturm.

Fredag tiltrådte prins Joachim som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris ved et officielt arrangement, hvor pressen var inviteret til at fotografere ham foran arbejdspladsen.

- Det er noget, jeg har set umådeligt meget frem til, sagde han i en kort, men forberedt tale, hvor han også nævnte sin sommer, der har været præget af en blodprop i hjernen.

Efter 30 sekunder havde Joachim talt ud, og han forduftede ind ad hovedindgangen uden at sige meget mere.

Ved første øjekast kan den franske flugt se ud som et nøje tilrettelagt forløb, hvor prinsen udlever sin inderste soldaterdrøm.

Flere udtalelser og omstændigheder tegner dog også et billede af, at Joachim blev presset ud af Danmark.

Helt tydeligt
For nylig understregede hans hustru, Marie, i forbindelse et interview med Se og Hør om opholdet i Frankrig, at hun og Joachim ikke beslutter alt selv:

- Det er vigtigt at vide, sagde hun.

Ligeledes har Joachim tidligere sagt direkte, at hans ophold i Frankrig var på opfordring af dronningen.

Joachim tiltræder som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris omkring to uger senere grundet hans blodprop. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Joachim tiltræder som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris omkring to uger senere grundet hans blodprop. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor ved Københavns Universitet med speciale i kongehuset, kan den danske exit skyldes, at Joachim og Marie blev en klods om benet for kongehuset.

- De (Joachim og Marie, red.) siger det selv ret tydeligt, at der ikke har været fuld enighed om, at de skulle af sted.

- Det er et vidnesbyrd om, at det her har været noget, de har diskuteret i kongehuset.

- Det har været et problem og altså ikke været fuld enighed på Joachim og Maries vej til Frankrig, men det betyder ikke, at man ikke kan være glad for resultatet, selvom der har været bump på vejen derhen, siger han.

Ekspertens dom

Da Joachim var studerende på École Militaire udtalte han klart og tydeligt, at opholdet i Frankrig var på opfordring af dronningen.

- Jeg er blevet stærkt opfordret til det også af dronningen, sagde han.

Joachim svarede på et spørgsmål om, hvorvidt hans årpenge skulle være uforandrede, nu hvor han som studerende stort set ikke varetog nogle repræsentative opgaver for kongehuset.

- Han blev kritiseret for at flygte, og så forklarer han, at det ikke er noget, han bare selv har fundet på, men noget, han gør for landet og for sin mor.

- Efter han forlod Sønderjylland, har det været lidt uklart, hvad han egentlig gjorde godt for, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Over for Se og Hør afbrød Marie sin mand, der var ved at fortælle om udviklingen fra at være bondeprins i Møgeltønder til at være højtstående embedsmand i Paris:

- ... det er ikke altid os, der bestemmer. Jeg synes, det er vigtigt at vide, sagde hun.

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen tyder dette på, at det franske ophold er noget, der minder om en ordre.

- Hendes ord lyder som noget, der kom ud mellem sidebenene. Det lyder, som om de har fået ’kraftig rådgivning’.

- Det er absolut en mulighed, at de blev rådgivet til at forlade Danmark, fordi det løste et problem.

- Kommer De nogensinde tilbage til Danmark igen?

- Lad mig lige starte her først, svarede Joachim på Ekstra Bladets spørgsmål fredag morgen foran den franske ambassade.

Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen ønsker Joachim næppe selv selv at komme hjem.

- Han siger i grunden, at han ikke ønsker at komme hjem til Danmark, for hvis han havde det ønske, ville han have sagt det.

- Situationen er uafklaret, og han ønsker nok at forblive i udlandet. Det er en helt nærliggende fortolkning, for hvis man ønskede at komme hjem til Danmark, ville han ikke risikere noget ved at sige det.

- Det ville ikke været noget som helst problem at sige: Selvfølgelig skal jeg hjem til Danmark. Det her er bare nogle år, men det gør han ikke, og det er, fordi det ikke er det, han vil eller tror vil ske, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Inden Joachim og Marie rejste til Frankrig, havde en række kritiske sager i Danmark hobet sig op over en årrække.

Joachims liv som bondeprins i Møgeltønder slog fejl, ikke mindst efter skilsmissen med Alex.

Møgsagen kulminerede i 2014, hvor han solgte Schackenborg Slot, som han ellers havde fået foræret.

Dermed forlod Joachim Sønderjylland med en pose penge, som han kunne bruge på en overdådig liebhavervilla i Klampenborg nord for København.

Trods fornyede rammer og sporadiske lyspunkter blev tilværelsen i København ingen udpræget succes.

Foreløbig klarhed
Dag for dag, måned for måned og år for år mistede Joachim opgaver for kongehuset, og i 2018 blev stillingerne i hans hof ikke genbesat.

Det gav et problemet, for trods manglende repræsentative opgaver får han stadig en millionhyre i form af årpenge, som i år udgør 3,8 millioner kroner.

Da Joachim ankom til Frankrig for at læse militære studier på École Militaire, var kursen endnu ikke udstukket.

Først da en heldigt timet mulighed som forsvarattaché bød sig, kom der foreløbig klarhed over Joachims fremtid de næste tre år.

Da Ekstra Bladet fredag spurgte prinsen, om han nogensinde kommer tilbage til Danmark, lød svaret:

- Lad mig lige starte her først.

257 kommentarer
Vis kommentarer