Rift om prins Henriks skulpturer: Værk går for 350.000 kroner

Bruun Rasmussen Kunstauktioner har onsdag haft 19 værker udformet af prins Henrik til salg. Alle blev solgt

Der har været rift om de 19 skulpturer udformet af prins Henrik, som Bruun Rasmussen Kunstauktioner onsdag har haft under hammeren.

Alle 19 skulpturer er blevet solgt, men særligt bronzeværket 'Le couple de Monstres' var der en 'heftig budkrig' om.

Det betød, at prisen endte på 350.000 kroner, hvilket var den højeste pris blandt de 19 skulpturer.

Det oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner i en pressemeddelelse.

De 19 værker blev i alt solgt for omkring 1,7 millioner kroner. Det var mere end vurderingen på 1,5 millioner kroner.

Det fortæller Niels Raben, der er leder af afdelingen for moderne kunst hos auktionshuset.

- Det fortæller helt klart, at der var god interesse og god bydelyst på auktionen, og at folk er rigtig glade for hans skulpturer, siger han.

Han fortæller, at prins Henrik som skulptør både har en naturalistisk og abstrakt side.

Hans værker spænder derfor fra fabeldyr - for eksempel en særlig flodhest - til to hænder, der holder et hjerte.

- Han favner bredt rent motivmæssigt. Fra kærlighedsscener til noget mere abstrakt, faktisk ret moderne.

- Det er måske det, der også fanger folks opmærksomhed, siger Niels Raben.

Bronzeskulpturen 'Le couple de Monstres', der altså blev det dyreste værk, er ifølge Niels Raben en version af Loch Ness-uhyret. Skulpturen forestiller to monstre, der sidder på en sokkel.

- Det er den eneste af hans skulpturer, der - mig bekendt - er bestillingsarbejde til prisen.

- Ellers lavede han sine skulpturer con amore - han lavede det, han selv havde lyst til at lave, fortæller Niels Raben.

Skulpturerne stammer fra en privat samling og er på et tidligere tidspunkt blevet erhvervet fra prins Henrik.

Prins Henrik var storforbruger af kultur og gjorde sig frem til sin død i 2018 både som samler af skulpturer, ligesom han selv udformede dem.

Siden er prinsens samling ad flere omgange blevet sat til salg. I august 2019 blev 3000 genstande fra en samling blandt andet solgt.

Flere andre af prinsens samlinger har også været under hammeren.

I februar blev blandt andet en stor samling vinylplader af flere end 900 primært klassiske pladser solgt for samlet 46.000 kroner.

Her blev også solgt en jade- og maskesamling, ligesom der var flere buddhistiske figurer.

Flere steder i landet kan der opleves skulpturer af prins Henrik. De er blandt andet opstillet på Aarhus Havn og i Slotsparken ved Marselisborg Slot.

4 kommentarer
Vis kommentarer